Det første tema for ’fristelsernes søndag’ er magtbegæret i dets uhellige alliance med forfængeligheden: 1. tekstr. fortæller om Satans forsøg på at friste Jesus til at underlægge sig ”alle verdens riger og deres herlighed”. 2. tekstrk. fortæller om disciplenes stadige magtkamp: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være”. Afslutningsvis zoomer vi ind på Peter, der typisk helst trådte frem som gruppens veltalende førstemand, men dog svigtede på korsvejen.
Vi kan se de gode grunde til hellere at tale om ”indflydelse” end om magt – altså for vores eget vedkommende. Det er ikke morsomt at tale om magtmennesket i os selv. Magtliderlighed er et synonym for Satan, og vi drukner i eksempler. Vores prædiken kan næsten skrive sig med brændstof fra vores dagsaktuelle forfærdelse over personers grænseløse grådighed efter dominans – og den notorisk korrumperende virkning af magten. Vi kan dertil føje vores lede ved at iagttage, hvordan selv kristendom sine steder bliver misbrugt som magtmiddel, som opportunt påskud.
Magten er forslugen på masser, masser af rygklappere, undersåtter, soldater, kanonføde…, og magtmennesket udrenser skruppelløst sine kritikere, helst før den enkelte kritiker får et navn… Magtens opblæste navne ligger på alle tunger, men magtens ofre er navnløse, – eller er de?
Før vi lader fortællingen om magtmenneskene fylde også vore prædikestole helt, griber vi ud efter evangeliets helt enestående modfortælling: fortællingen om ham, ”der er iblandt jer som den, der tjener”. Denne enestående modfortælling er vores håb. Kristus søgte ikke sin egen magt, men i hans magtesløshed var Gud. I hans afmagt var Guds nåde. – Magten er forslugen på masserne af navnløse undersåtter, men Jesus så det enkelte menneske, og han kaldte den enkelte nødstedte discipel ved navn: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vendere om, så styrk dine brødre”. Vi hører altså Jesus bede for sin vaklende ven, mens han forudser vennens fornægtelse. Situationen er gribende og smertefuld, og vi kan føle os både ramt og trøstet af ordene. Samtidig forstår vi, at Simon ikke blev kasseret, men trods sit skuffende svigt velsignet med en opgave. Deri ser vi hver især også vores håb.
En enkelt dansk kirkeudsmykning har netop denne situation med Jesus og Peter som motiv, tilmed med citatet anført som billedtekst. Jesus ser den enkelte og ser ham klart og kærligt. Det er blot en enkelt scene ud af den omfangsrige bibel-billedbog, som illustrativt er malet på væggene i Herlufmagle Kirke i årene 1951-54 af Rudolf Rud-Petersen i samarbejde med Birgitte West (f. 1901). Rud-Petersen (1871-1961) var som ung assistent for Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, og var vel nu på sine ældre dage hinsides kunstnerisk fornyelse, men menigheden får klar forkyndelse, hvorhen de end vender øjnene i kirkerummet. Foto: Claus Jensen.
Nedenfor større udsnit af udsmykningen af Herlufmagle Kirke
Birgitte Bech kirkekunst 