Kunst til kirkeåret, Septuagesima Søndag, 2. rk. – De betroede talenter

Lignelsen om ’De betroede talenter’ læser vi i Mattæus’ skarpe formidling i kapitel 25. Rammen er Jesu sidste påske i Jerusalem, præget af konflikter og udblik til en forventelig, snarlig død. Her har evangelisten samlet – og måske tilspidset – krise- og domslignelser, der på falderebet udfordrer disciplenes prioritering: Hvad skal de stille op med sig selv i en kommende situation med et oplevet gudsfravær? De skal fortsat tage livet på sig som betroede disciple. Og det samme skal vi! –  Billedernes udsagn er så uafrystelige, at de endnu præger vores dagligsprog. Kirkelige eller ej ved vi alle, at vi ikke skal ”grave vores talenter ned”, og det ved vi også, at ”enhver, som har, til ham skal der gives”, det sidste vel oftest citeret som en trist konstatering. – I den karismatiske mesters nærvær fik man så meget foræret, at det gnistrede, men hvordan bevares gnisten, når man ikke længere ser ham, og han er borte ”som en mand, der forlod sine tjenere og rejste udenlands”?  En pointe er, at disciplene / vi i menigheden ikke er efterladt uden midler. Mulighederne er forskellige, men alle har fået noget betroet, hver især ”efter hans evne”. Til den lille ‘investor’ lyder det: “Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.” Alle har noget at investere i det fælles liv. En talent er på Det nye testamentes tid en formue på 35 kg guld, så det betroede er stort. Det handler ikke nødvendigvis om hverken en særlig begavelse, der skal dyrkes, eller økonomiske midler, der skal maximeres. Så sandt lignelsen er en Jesushistorie, må den handle om at sætte de ’midler’ i omløb, som Jesus selv var rundhåndet med: medmenneskelighed, trøst og tilgivelse, tro, håb og kærlighed – og altså inspirerende ord og fortællinger som denne lignelse, alt sammen i overflod.  

Lignelsen handler også om drivkraft og motivation. For hvad er det, der driver os til at handle eller ikke at handle? Troskab? Frygt? Vi må hjælpe hinanden til modigt at bringe det betroede liv i spil. Det har helt banalt noget at gøre med at komme ud ad døren, færdes blandt mennesker, mødes og føre ærlige samtaler, tage opgaver og ombud på sig. Det bliver man sædvanligvis hverken berømt eller rig af, snarere slidt, men det er troligt, at man i selvforglemmelsen erfarer, at meget mere bliver givet en i form af nye udfordringer og muligheder, livsindhold med mening. Livet skal leves som et storslået og håbefuldt mellemværende med andre mennesker og med den Gud, der heldigvis får det sidste ord, som nådigt kan lyde: ”Gå ind til din herres glæde”. – – Men langt fra altid kan vi se os selv som trofaste, modige tjenere. Livet skrumper somme tider ind til en bekymret bestræbelse på at undgå personlige tab, og når det er værst, kan vi spejle os i den tredje tjener, der nedgravede sin talent, var vred på Gud og holdt frygten op som et selvforsvar. Det er et billede til selvbesindelsens indvortes brug for den enkelte i menigheden.

Biskop Søren Lodberg Hvas har skrevet ’Bogen om Jesu lignelser’, som Esben Hanefelt Kristensen har illustreret (2005). Lodberg Hvas skriver, at ser man den tredje tjener i lyset af den evangeliske menneskelivsforståelse, kalder han ikke på foragt, men på medfølelse. I Hanefelts maleri ses denne tjener som gennem et nøglehul, indespærret i sit eget gravmørke, frygtsomt knugende den betroede skat i armene uden at vide, hvad han skal stille op med den, sig selv og sit liv. Spaden står klar til at grave et hul. Er det ham selv, der snart skal ned i det hul? Eller kan hans historie endnu skrives om, når han med tomme hænder træder frem for Gud?

Lodberg Hvas citerer Benny Andersens livsbekræftende ”Morgenhymne”, der er lang, men fortjener at blive læst i sin helhed. Digtet slutter: ”Skriv tredive breve og plant et træ / efterlign et par fuglestemmer … Endnu er dagen spæd / du kan nå en masse / inden du segner livstræt om / Brug store ord i massevis / overdriv for en gangs skyld: / Thi kendes for ret: / Du er dømt til at leve! / Du må ikke kassere din skæbne / tværtimod tage den på dig / fyld den ud / som din hud! /Bid livet i låret /Find planer frem / Rut med planer og visdomsord / for i dag skal der sørme leves!”