Et nyligt TV-indslag har handlet om medicinsk hjælp til nyfødte i en af Gazas flygtningelejre, hvor børn på grund af mødrenes underernæring fødes med en fødselsvægt, som kun er halvdelen af normalen. Her greb jeg mig selv i at tænke: Er det overhovedet en verden at sætte børn ind i? – Hvorfor få børn, hvis man ikke har fodfæste i livet? – Mange steder i verden stiller et stigende antal unge åbenbart sig selv spørgsmålet, om det overhovedet er en verden at sætte børn i? Tvivlen kan næres af krig, klimaforandring, fattigdom, arbejdsstress eller simpelt hen manglende håb til fremtiden. Skal vi le eller græde over, at Kina nu vil modgå sit fødselsunderskud ved at beskatte præventionsmidler? I et krigsmartret Ukraine er manglen på børnefødsler – naturligvis – særligt akut: Hvem vil, når det kan undgås, føde børn under dronenedslag? Et enkelt ukrainsk par, som blev interviewet til TV, fastholdt dog, at krigen ikke skulle hindre dem i som ønsket og planlagt at blive forældre. Og det skete. Hinsides rationaler og statistikker må viljen til at sætte et barn i verden elementært forbinde sig med mod, håb og kærlighed – måske på trods. Forældre må møde den nyfødtes uhærdede barneøjne med al god vilje til at lade dem se det smukke.
Juleevangeliet fortæller som bekendt om en fødsel ved vor tidsregnings begyndelse i en verden, der bestemt heller ikke var børne-egnet. Problemerne var delvist andre end nutidens, men grelle nok: Israel/Palæstina var besat af en fremmed stormagt, hvis soldater man ikke kunne ignorere, lydstat regeret med grusomhed og korruption, med voldsomme klasseforskelle. En bekendt purung pige, som næppe havde fodfæste i livet og ikke havde planlagt at stifte familie, var af magthavere tvunget ud på rejse, da hendes tid var inde til at føde. Og det skete! Det skete, at hun i en stald fødte et elsket barn, Guds barn. – Trods alverdens synd og død udviste Gud på denne julenat mod til at sætte barnet ind i en grum verden, som ikke fortjente dette barn. Håbet blev genfødt, så himmel og jord sang og synger om fred og glæde. Barnet skulle leve og se verden med Guds blik – og lære andre at se med Guds blik. Se markens liljer og himlens fugle fremfor mammon og våben. Se medmennesker, der trængte til tilgivelse, fremfor fjender, fremmede, strafskyldige. Uden anden grund end kærlighed fandt han verden umagen værd. Tænk, om vi i hans følge kunne lade alverdens børn arve håb og livsmod. Glædelig jul!
Jeg vælger at vise et af den færøske Sigrun Gunnarsdottirs malerier af en nyfødt, malet i 2016. Kunstnerens symbolistiske billeder har gerne mytiske referencer, som her det centrale livstræ.
Birgitte Bech kirkekunst 