Håbløshedens mørke kan snige sig ind på os – med klimakatastrofer, himmelråbende ulighed, nådesløse krige, hæmningsløse løgnefabrikker …. Des mere må vi minde hinanden om håbets kraft. Håbet sætter en retning og ruster os med mod og udholdenhed. At kunne håbe er en gave, men åbenbart også en opgave, en pligt, som vi må forstå ud fra lignelsen om kloge og ukloge brudepiger i Matt. 25. De “kloge brudepiger” er ikke konkrete personer, men symboliserer det at bevare håbets flamme, selv mod svære odds; brudgommen lader vente på sig, længe, længe. De “ukloge brudepiger” sætter håbet og troen i relief. – I Jesushistorien er lignelsen rammesat til hans sidste uge i Jerusalem, hvor alt var på højkant. I katastrofestemningen forberedes den ubærlige afsked, og samtidig trøster Jesus sine følgere med, at afskeden ikke vil være definitiv; de må ikke give op, men tålmodigt vente på Guds dag. – Evangeliernes tilblivelsestid var tung af apokalyptiske forudsigelser og en nærforventning til Kristi genkomst, som vi i nutiden ikke uden videre kan dele. Men tilbage står, at vi ikke må synke ned i håbløshed, teflonbelagt ligegyldighed og ansvarsfraskrivelse, men holde fast i det Kristusvendte håb. – I dag italesætter vi somme tider håbet som et næsten (indholdstomt?) løsen, men det Kristusvendte håb er ikke håb om hvad som helst. At håbe fx på rigdom for rigdommens egen skyld, magt for magtens egen skyld, hævn for hævnens skyld, er stadige menneskelige fristelser, men fremmede for evangeliets håb. Til dårlige undskyldninger og kærlighedstomme ego-håb siger Jesus. ”Jeg kender jer ikke”; de er dødvægt i Guds rige. Det evangeliske håb handler derimod om næstekærlighedens sejr. Dette gode håb næres af tillid til Kristus som den, der kommer, som vores yderste lysklare og nyskabende fremtid. Et sådant håb til fremtiden vil være virksomt og sprede lys allerede i dag. “Lampeolien” er vores forventning til, at han, Kærligheden, vil komme os i møde: i gudstjenesten, i hjertets bøn, i medmennesket som rækker ud efter os, i lyset bag døden: altid er hans sande ansigt foran os. –
Uden ”brudgom” er der intet bryllup; vi kan forberede os med flid og de bedste håndbøger, men ikke selv fuldbyrde festen uden. Tilsvarende ser jeg julen: Her i december træner vi forventningsmusklen og glæder os, mens vi ser hen til Gudsbarnets komme som pant på Guds investering i vores forkomne verden. Der er livsalig gang i adventskrans og lyskæder, gavekøb, opmuntringer til de kære – og til lidt flere end dem, masser af indsamlinger. Godt det samme, men stadig er det Guds komme, hvorom alting er. Hverken stegen eller juletræet er julefestens hovedperson.
Denne gang viser jeg øverst et udsnit af et værk, som er malet af den stærkt dualistiske kirkekunstner Frans Schwartz (1850-1917), der ikke veg tilbage for en dramatisk fortolkning af genkomsten og lysets metafysiske indbrud med frelse og dom til følge. Udsnittet anskueliggør de kloge brudejomfruers reaktion, da de brat bliver kaldt op af en engel. Frans Schwartz arbejdede med motivet i 1894, bl.a. til den Sodenfeldske Stiftelse på Østerbro. Herværende foto er taget af Claus Jensen i forbindelse med en Bruun Rasmussen-auktion. Længere nede i opslaget på min hjemmeside viser jeg hele maleriets lys/mørke drama.
Allan Skuldbøl er den nyligt afdøde kunstner, der gjorde netop dagens lignelse til et hovedmotiv i moderne kirkekunst. Han lagde vægt på, at det ikke skal være så ligetil at se, hvem de frelste er, heldigvis. I et tidligere opslag til 2. søndag i advent har jeg vist et af hans malerier, her viser jeg på hjemmesiden yderligere en version med en fornem rytme og skønne farver, der gløder som troen, foran de rammesættende tegn for treenigheden eller for tro, håb og kærlighed? Pigerne går over en bue, måske en bro, som er prydet af ansigter med bægre, som Allan Skuldbøl kaldte “tilgivelsens bægre”.
Birgitte Bech kirkekunst 