Her ved kirkeårets begyndelse kommer vi sammen igen for at finde håb og glæde. Den bekymrende verden til trods søger vi i kirken noget, som ikke er gået i stykker. Fællesskabet varmer, traditionerne giver ro, salmer og læsninger har genkendelighedens autoritet, og det poetiske sprog giver hjertet vinger. Teksten fra Luk. 4 bringer os en mosaik af opmuntrende citater fra Esajas 61 og 58. Her hører vi Messiasforventningens lyse løfter, som udmaler, hvad mennesker længes efter, har brug for og må kæmpe for, uanset tid, etnicitet og religion: …”godt budskab for fattige, frigivelse af fanger, syn for blinde, frihed for undertrykte, nåde”… Ligesom det gælder os i dag, kom jøder i sin tid på sabbatten sammen i deres gudshuse for at finde håb i en ufredstid. Jesus var netop på besøg i synagogen i sin hjemby Nazaret og fik overladt skriftrullen og ordet. For ørerne af forventningsfulde tilhørere gav han teksten en ny aktualitet: ”I dag er det skriftord gået i opfyldelse!” Det lød jo herligt, – men brat forsvandt fortryllelsen, da talerens pointe gik op for forsamlingen: At han selv var opfyldelsen, han, naboens søn, fra en lidet prestigefyldt familie i en lidet prestigefyldt provinsby. Kunne HAN gøre den myndighed gældende, som både tilsiger og afkræver tilhørerne at leve i lyset af Guds nåde? Han lignede ikke skabelonen for Messias som den, der kom sejrende ind og fiksede problemerne. Frustrationens vrede slog sammen om ham og tvang ham væk. – Her skifter Jesus så at sige rolle til den Guds tjener, der beskrives i en anden Esajastekst: Es. Kap. 53: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand”…
Jesu tilhørere dengang så ikke nogen glorie.
– Kun få er de kunstværker, der har Jesu tale i Nazarets synagoge som motiv. I nutidens Israel findes en græsk ortodoks kirke for synagogen i Nazaret, hvor der hænger et – ikke særlig gammelt – alterbillede med motivet ’Jesus prædiker i Nazarets synagoge’, hvor Jesus skiller sig ud fra mængden ved farvestrålende dragt og gylden glorie. (Se nederst på opslaget på hjemmesiden https://Kirkekunst.net/Kunst) På samme måde lod Joakim Skovgaards alterbillede i Herning Kirke Jesus stråle i forsamlingen med glorie og luerød kjortel. Troens kunst må skildre ham med guddommelige attributter. Men den udfordrende nutidskunstner Carsten Frank (f. 1954) har vovet at male et Jesusbillede uden konventionelle attributter, langt fra vores Messias-skabelon i form af den mellemblonde renæssance-Jesus, som vi så betryggende har vænnet os til. Med Franks billede er vi måske i samme situation som jøder i oldtidens Nazaret, at vi oplever en kollision med vores medbragte forventninger? Carsten Frank maler abstrakte landskaber, eksistentielle menneskeskildringer og altså også bibelsk relaterede motiver. Her han han så malet sin Jesus som en sorthåret og -skægget, ganske mellemøstligt udseende mand uden glorie, men med et blik så brændende, at det er både dragende og foruroligende. Men uanset fremtoning må vores åndelige Kristusbillede leve af hans virkningshistorie: fortællingerne om, hvordan han med sit ord og sine kærlighedshandlinger i Guds navn genrejste og genrejser mennesker undervejs gennem liv og død. – Og her 1. søndag i advent 2025 kender vi stadig ikke bedre fortællinger, og vi har stadig intet bedre sted at gå hen for at finde den nåde, der skal bære os gennem det nye år.
Birgitte Bech kirkekunst 