Kirkeåret slutter i den helt store skala med billedet af verdensdommen, hentet i Matt. 25. Talt ind i en kontekst af krise, angst og rådvildhed vil teksten først og fremmest høres som et glædeligt løfte: Den er et løfte om, at Menneskesønnen VIL komme, og han vil komme med en guddommelig ret, der ikke lader alverdens onde magter få det sidste ord. Det er et løfte om en sandhedens time, hvor alting gennemlyses af Guds lys. I tekstens grande finale lignes Menneskesønnen dels ved en hyrde, der skiller fårene fra bukkene, dels ved folkeslagenes konge, der troner med retfærdige på den ene side og uretfærdige på den anden. Matthæusteksten foreholder os de retfærdiges velsignelse og (typisk Matthæus) ikke mindst de uretfærdiges forbandelse, så at domsbilledet gennem årtusinder til overflod har appelleret til kirkekunstneres forestillingskraft – med umiskendeligt hævngerrige toner, uha, uha! Kan vi da ikke uden at frygte for vores eget skind forstå, at det er alvorligt ment, at vi som mennesker har ansvar for hinanden? Kirkens trosbekendelse nævner stadig troen på Kristi dom, og selv om vi for en stor del er blevet fremmede for de bibelske apokalypsers kollektive dommedagsbilleder, giver det stadig for alvor mening at tale om dom. Dommen møder vi jo allerede som individuel erfaring i livet, når vi i tilbageblikkets smerteligste refleksion glimtvis formår at sætte os i den andens sted.
Tekstens uforglemmelige evangelium er, at Jesus selv altid sætter sig i den andens sted, idet han identificerer sig med svage og nødlidende. Han kalder dem “mine”. Findes der noget skønnere, kærligere, mere solidarisk gudsbillede end det, der lyser bag hans ord: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (og omvendt). Julens fryd over inkarnationen, at Gud blev menneske, kommer hermed til at handle om etik i vores indbyrdes medmenneskelige forhold. Jesus nævner anskueligt de sociale handlinger, som kan kaldes gode gerninger. Ikke mange værker i dansk kirkekunst viser specielt de gode gerninger, slet ikke nyere værker. Hvad der afholder os, er vel dels den lutherske modstand mod gerningsretfærdighed, dels vores egen bevidsthed om, at vi typisk har en eller anden grad af grumsede motiver, også når vi gør “gode gerninger”.
Jeg har alligevel til dagen valgt et kunstværk fra 1928 med titlen ”Gode gerninger”, malet af en dansker, der tilbragte det meste af sit liv på Sicilien. Den progressive kunstnerinde Elisa Maria Boglino (1905-2002) studerede på Det danske Kunstakademi under Sigurd Wandel 1923-26) og er repræsenteret på SMK, men har opnået større berømmelse i Italien, hvor fx hendes Emmausbillede pryder Maria-basilikaen i den syditalienske by Leuca. Når jeg her kun kan vise denne avantgardekunstners fresko “Gode gerninger” som s/h foto, skyldes det, at den under 2. verdenskrig desværre blev ødelagt under et bombardement af Palermo. – Siden bosatte malerinden sig med sin sicilianske familie ved Cefalu. – Der er igen grund til at tro, at den fysiske og psykiske elendighed, som billedet skildrer, ikke også udtrykker kunstnerens egne konkrete krigserfaringer. Fra billedet udgår en sådan direkte appel, at billedet lyser – også uden farver: Der er lys i ansigterne: lys af omsorg for børn og voksne, faldne, sørgende, døde…; ja billedet lyser af kærlighed til ”disse mine mindste brødre og søstre”.
Birgitte Bech kirkekunst 