Mennesker med alvorlige og uudholdelige sygdomme kæmper for helbredelse, naturligvis! Har man mulighed for at tilkæmpe sig en fremrykket plads i behandlingskøen, gør man såmænd også det, i bedste fald med hjælp fra ressourcerige pårørende. Intet skal lades uforsøgt, prisen ufortalt: lægevidenskab i ind- eller udland, mulige eksperimentelle behandlinger, alternative metoder… Hvem vil ikke have forståelse for et smerteplaget eller lammet medmenneske, der søger hjælp, gør opmærksom på sit behov, råber op, forventer omgivelsernes solidaritet? – – Anderledes stille går vi typisk med vores eksistentielle kvaler: Hvis vi er martrede og psykisk lammede af skyldfølelse over forsømmeligheder og fejltrin, svigt i familie- og arbejdsliv, traumatiserende ugerninger i konfliktsituationer, alt det, vi ikke har lyst til at se i spejlet, er det oftest noget, vi nødigt deler. For vil omgivelserne kunne rumme dette grimme – eller blot føje yderligere fordømmelse til den dårlige samvittighed, som de alligevel ikke kan råde bod på? Den ubodelige skyld forbliver en sag mellem den enkelte og den højeste dommer. – I Mark. kap. 2 fortælles nu om, at Jesus besøgte et hus i Kapernaum, hvor der blev stor trængsel om denne berømte, store healer. En lam mand med fire solidariske hjælpere ville netop ikke lade noget uforsøgt og tiltvang sig gennem taget adgang til de forsamlede. Lige for øjnene af Jesus firede de båren med den lamme ned. Og hvad Jesus SÅ i denne sære, stædige gruppe, var menneskehjerter med tro og skyld. Hans reaktion er i detaljen enslydende noteret i de tre parallelle evangelier: ’Da Jesus så deres tror, siger han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig.”’ Jesus turde altså, hvad intet menneske tør gøre i egen ret: han tilgav alt! Rystende, livsomvæltende at han således turde åbne himlen! Omgivelsernes skepsis var forventelig, og den besvarede han ved yderligere at helbrede: ”Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden”- siger han til den lamme: Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!”, hvilket den lamme så gjorde, friere end nogensinde. Beretningen er med sin fremskudte plads i evangeliet en præsentation af Menneskesønnen som den, der med Guds kraft drager omsorg for både krop og ånd og – som ingen anden – aflaster skyldneren. Også det, vi helst vil holde skjult, kan han se, rumme og bære.
Mig bekendt er der i danske kirker kun en eneste altertavle, der som motiv har dagens tekst om Jesu helbredelse af den lamme i Kapernaum. Det er Troels Triers alterbillede fra 1930, som pryder Glamsbjerg Kirke på Vestfyn. I rammen er skrevet med guldbogstaver, at Jesus så deres tro, ord som menigheden gerne må tilegne sig.
Vi ser i maleriet Jesus klædt i glødende rødt med hånden løftet over den syge i en tilgivende, helbredende, velsignende gestus, mens den syge allerede fra båren løfter sine arme op mod Jesu hånd. Der er også talende hænder hos de engagerede hjælpere, herunder en kvinde (!), mens de skriftkloge, der ved besked om menneskers begrænsning, danner baggrund som skeptiske tilskuere. Maleren Troels Trier (1879-1962) var søn af Ernst Trier, den navnkundige opretter af den grundtvigske Vallekilde Højskole, hvor også Joakim Skovgaard havde sin gang. Troels Triers alterbilleder er anskuelige, bibelfortællende og livfulde, uden at være epokegørende. En lidt anden variant af dette sjældne motiv indgik i Joakim Skovgaards store ‘billedbibel’, som 1903 blev malet på Viborg Domkirkes vægge (Se nedenfor). Jeg siger mange tak til Glamsbjerg Kirkes præst Anja Damkjær True for at være behjælpelig med fotos.
Birgitte Bech kirkekunst 