’Vi holder øje med dig’. Udsagnet kan være skræmmende, ja direkte truende. Eller udsagnet kan være betryggende, et tilsagn om hjælp og omsorg. – Vi har øje på hinanden, på godt og ondt. Typisk er vi temmelig optaget af, hvordan andre ser os: anerkendende eller nedgørende. I værste fald bruger vi andre mennesker som trædesten på vej mod egen anerkendelse. Axel Honneths bog om samfundets anerkendelseskampe er blevet en klassiker med sin redegørelse for, hvordan menneskers selvværd og livskvalitet afhænger af andres blik. Kampen om anerkendelse har den indbyggede dialektik, at vi søger anerkendelse fra mennesker, som vi selv anerkender. Deres blikke kan være helende eller knusende. Føler man sig som en elendig bunke skår, er der ikke meget, der bedre klinker skårene, end at blive personligt set og udset – udset til et værdsat fællesskab, en god opgave, en ny begyndelse. – I teksten fra Luk. 14 fortælles, at farisæerne ”sad og holdt øje med Jesus”, da en syg mand under sabbatmåltidet trængte sig på for at blive helbredt. Med deres ’holden øje med’ ville farisæerne ikke lade det gå upåagtet hen, hvis Jesus tog for let på helligdagsloven. Deres drivkraft kunne være, at de selv følte sig set og overvåget af Gud, hvor Gud er forstået som den strenge håndhæver af givne regler. – Med Det Nye Testamente har vi lært, at kærlighedsbuddet dybest set er livets eneste guddommelige regel, og at helligdagen er til for menneskets skyld, ikke omvendt. – Evangeliet viser os, at Guds øje ikke er regelhåndhæverens overvågen, men den barmhjertige opmærksomhed: Jesus havde øje for og helbredte den syge mand, hvis dybeste håb uden tvivl netop var at blive set af Jesus, ikke set ned på, men set større, kaldt op og ind i livet.
Med sin efterfølgende lignelse tager Jesus tråden op med menneskers hierarkiserende blik på hinanden: Hvordan placerer vi os ved en fest, ja socialt i det hele taget? Intet gør os mere ringe end det at ringeagte andre. Vi skal ikke sætte os selv lavere for at tage os klædeligt ydmyge ud i Guds og menneskers øjne, men fordi vi til bunds forstår, at vi intet har, som vi ikke har fået givet.
Her viser jeg øjet som en spejling af en Kristus-ikon, der ses i en installation af spejlstumper. Peter Callesen skabte det interaktive værk til natkirken i Københavns Vor Frue i 2006. Besøgende i kirken kunne hver placere et skår i installationen, sætte sig og iagttage værket i skæret af levende lys. Foran nattegæsten stod en rygvendt ikon, som altså kun var synlig som et spejlbillede her og der i spejlstykkerne. For mig er installationen et billede på vore fragmenterede og skårede liv med de alt for mange roller, dagsordener og impulser. I dette kaos kan vi være heldige at ‘fange Kristi blik’ som et fixpunkt, her symbolsk og i dybere forstand åndeligt. “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldtud.” (1. Kor. 13, 12). Fotos: Claus Jensen.
I dag vælger mange kirkekunstnere at symbolisere Gud ved en trofast, stærk og betryggende hånd. Men engang var ØJET kirkeudsmykningens almindeligste symbol for Gud, evt. indsat i treenighedens trekant. ’Fungerer’ det stadig? Eller har Trilles lystige sang om ’et øje i det høje’ været med til at gøre dette gudssymbol ubrugeligt i generationer? Der er undtagelser: Allerøverst i Anders Kirkegaards store alterbillede fra 2021 i Sankt Nicolai i Vejle har den nu afdøde kunstner placeret en lille trekant med et Gudsøje, hvorom han har forklaret, at det er Guds kærlige øje. Vi kan så alle gratulere hinanden med, at vi er set med kærlighedens øjne og alene derfor ikke er så ringe endda. Det må klinke vores skår. Og kunne vi så ikke også prøve at klinke hinandens skår ved at se mildt på hinanden?
Birgitte Bech kirkekunst 