Efterårets vemod med visnen og svindende lys minder om den lovmæssighed, at alt levende skal dø. Bevidstheden om døden lader nu høre fra sig som en stadig, mørk underlægningsmusik under flygtige dages kamp og kærlighed. – Ikke alle dødsfald er lige tragiske. Ja, undertiden kan der være en trøst i at tænke på, at der må være en udløbsdato. – Men et ungt menneskers død finder vi særlig tragisk, og når Luk. i kap. 7 beretter om, at en mors eneste søn ligger død på en båre, genkender vi det ubærlige i, at døden knuser det unge livshåb og samtidig en gammel mors livsindhold og livsgrundlag. – Fra mine år som gymnasielærer husker jeg en forfærdelig sørgelig begravelse af en elev, hvor præsten rammende indledte sin gode tale med ordene: ”Vi skulle slet ikke have været her” – . Ligfølget er stort og kirkerne oftest fulde, når kister rummer et barn eller en ung person. Vi kan i vores afmægtige protest ikke andet end at finde sammen i medfølelse; intet menneske er en ø. – Da Jesus i byen Nain mødte ligbærerne med den unge døde, identificerede han sig med de sørgendes protest og medfølelse. Ja, vi kender ham som inkarnationen af Guds medliden med den lidende menneskehed, og HANS medliden er ikke afmægtig; den er bærende og nyskabende som selve den evige kærlighed: Ved synet af moderens fortvivlelse ”ynkedes han over hende og sagde: ’Græd ikke!’ Og han gik hen og rørte ved båren”. Som livets indtog bragte han dødens optog til standsning: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” – ”og Jesus gav ham til hans mor.” Igen lå en almindelige hverdag med fællesskaber og opgaver foran den unge mand. Eksistensen er tragisk, OG eksistensen er en underfuld gave og opgave: begge dele er sandhed, og sidstnævnte sandhed skal proklameres hen over det tragiske. Den dag i Nain blev det anskueligt, at livsunderet overtrumfer tragedien. Til de fleste tider må vi leve uden anskuelsesundervisning og klynge os til kirkens fortællinger om dødens overvindelse. ’Løvfaldspåsken’ kalder vi dette sted i kirkeåret, hvor der er længe til påskesalmernes lyse tid, mens vi med teksterne får en åndelig nødhælpskasse at styrke os på: Som tegn på Jesu opstandelse vil opvækkelsesfortællinger i samtlige evangelier styrke vores tro på, at livsunderet vil overgå livstragedien, når alt kommer til alt. – Så må vi kunne bære efteråret.
Kigger vi i danske kirker efter billedtolkninger af Jesu dødeopvækkelser, er fortællingen om enkens søn langt mindre hyppig end den parallelle, måske mere yndefulde (?), scene med opvækkelsen af Jairus’ datter. Den store maler og glaskunstner Kræsten Iversen (1886-1955) har dog helliget en af sine store korruder i Stouby Kirke ved Vejle til dette motiv. Kræsten Iversens malerstil er fhv. fri, men når han arbejder i glas, er hans figurer karakteriseret ved tydelighed og klare konturer. De fortællende og figurrige ruder til kirkens kor blev skabt i 1951-52. Jeg bringer dels et nærbillede af vores opvækkelsesscene, dels hele ruden med dens større forsamling af deltagende og antydning af et grønt træ mod blå himmel i baggrunden – måske et paradistegn? Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 