Kunst til kirkeåret, 14. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Helbredelsen af de 10 spedalske: Lyset finder vej til mørket

Jesus bevægede sig rundt i samfundets udkant og mødte derude de mest stigmatiserede af alle stigmatiserede: en flok spedalske, hvis ulykke man tilmed i oldtiden var tilbøjelig til at se som en straf fra oven. På tilbørlig afstand af de raskes samfund havde staklerne søgt sammen i en afsides krog, som smittebærende menneskeligt affald, forpligtede til med stadig larm at advare om egen tilstedeværelse, for hvem ville sætte eget liv på spil for deres skyld? Én i gruppen var samaritaner og dermed dobbelt stigmatiseret, men herude ved dødens port tabte gamle hierarkier betydning. – Nu nærmede Jesus sig og vækkede – mod al sandsynlighed – et svimlende håb om, at de alligevel ikke var ladt alene i deres mørke. Nu råbte de ikke for at advare, men for at trygle om hjælp: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” I Lukas kap. 17 fortælles, at det forunderlige skete: Jesus bønhørte og helbredte de ti og sendte dem til godkendelse hos præsten. – Som den eneste af de ti ny-raske kom samaritaneren efterfølgende tilbage til Jesus for at takke ham for livet: ”Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham”. Jesus modtog hans tak og sendte ham ud i den herligt udfordrende nye tilværelse: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.” Fortællingen er en forkyndelse af, at Guds omsorg gennem Kristus overskrider vores grænser. Gud er mulighed, hvor menneskers muligheder er udtømt. Ødelagte menneskeliv bliver rensede, helede og fornyede. Hvad er der da at svare andet end TAK! Den positive fremhævelse af netop samaritanerens tak bekræfter evangeliets grænseoverskridende dagsorden.

Teksten lægger op til en prædiken om værdien af at sige tak, og ikke kun i særlige situationer. Ved hverdagens slutning kan det erfaringsmæssigt hjælpe på mangt og meget at vende i tankerne, hvordan også denne dag har givet anledning til taknemmelighed, hvor alt det givne ikke er selvfølgeligt, men netop givet. At takke åbner sindet for Giveren.   

Andre billedtolkninger af dagens tekst koncentrerer sig typisk om den takkende samaritaner for Jesu fødder. Maleren Ellen Hofman-Bang (1879-1971) har derimod skildret den indledende situation, hvor de spedalske endnu er fanget i deres mørke, – måske et motiv som alt for mange også i overført betydning kan identificere sig med. Det er øjeblikket, hvor håbet fødes, idet Jesus manifesterer sig som et Guds lys ’for enden af tunnelen’. Den veluddannede fynske maler Ellen Hofman-Bang var værdsat i sin samtid, hvor hun især malede dualistiske og apokalyptiske åbenbaringsmotiver med fokus på Gudsrigets dramatiske indbrud i verden. Flere af hendes alterbilleder hænger stadig i danske kirker, fx i Skt. Peders Kirke i Randers, andre udstilles på kunstnerindens fødegård Hofmansgave på Nordfyn. En eftertid har ofte fundet hendes dramatiske stil noget teatralsk. Det billede, jeg her har valgt at vise, er effektfuldt med sin stærke spænding mellem håbløshed og håb, og det er samtidig inderligt empatisk. Det er måske tænkt som et forarbejde? Jeg har set det u. å. i et auktionskatalog, så det er nok i privateje.