Ingen hørende kan være i tvivl om, hvad hørelse betyder: at høre småbørns latter, bækkens rislen, solsortefløjt – og salmesang i orgelbrus, som løfter kirkeloftet… Teksten fra Mark. 7 handler om Jesu helbredelse af en døvstum. Evangelierne fortæller i tekst efter tekst om hans guddommelige, livsfornyende kræfter: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.” Håbet er sået i verden, og håbet skal leve og overleve, at vi ikke sådan kan eftergøre miraklerne.
I dagens evangelium er helbredelsen skildret som en usædvanlig korporlig handling. Lignende underberetninger i de parallelle evangelier har så at sige smagfuldt bortcensureret Jesu suk, spyt og pågående berøringer, vel ud fra forståelsen af Jesu ORD som virksomme i sig selv. Men på et hverdagsplan er nåden altså også kropslig. I vores privilegerede land har mange i vor tid opnået afgørende hjælp fra teknologien og oplevet det mirakel efter høretab igen at kunne deltage i samtalers ustyrlige pingpong rundt om det store spisebord. Når plejepersonale omhyggeligt fjerner ørevoks og sætter høreapparater på plads i gamle øren, kan det opleves som en nåde – og omvendt opleves det travle personales forjagethed måske som fravær af nåde. – Er det for resten ikke også lidt nådesløst, når andre mennesker fremturer med at snakke meget lavt og hurtigt, så tunghøre hægtes af og svarer i øst og vest for ikke at vedgå, at de igen har mistet pointen? –
Samtidig med det vedkommende fokus på hørelsen har vi en god, kirkelig tradition for at læse Jesusordet EFFATHA! Luk dig op! som et kald på flere planer, altså også et åndeligt kald. Der er jo mange slags døvhed og stumhed blandt mennesker, kværnende hurtigsnak og støjsendere til trods. Vi kalder en person ’tonedøv’, når han eller hun går fejl af et fællesskabs nuancer og uudtalte dagsorden. Kommunikativ døvhed og stumhed lægger menneskelige relationer øde; mange brud forklares med, at samtale er ophørt; eksistentiel døvhed og stumhed gør os til robotter i tilværelsen, uden sans for livets dybdedimension; samvittigheders døvhed og stumhed gør os uempatiske og kyniske. EFFATHA betyder også, at vi skal åbne hjerte og sjæl og være virkeligt levende mennesker. Gud handler med os og gennem os i denne forunderlige verden, som er hellig, fordi den er Guds. Hvad vi kommer ud for i livet, må vi møde med lyttende opmærksomhed, for det kunne jo være meget betydningsfuldt!
Eftersom billedkunst, kirkelig så vel som verdslig, må tage udgangspunkt i det synlige, byder den ikke på mange visualiseringer af lytten; det skulle da lige være de mange, skønne fremstillinger af Mariæ Bebudelse, hvor befrugtningen siges at ske gennem Marias øre. Dansk kirkekunsts få anskueliggørelser af netop hørelsen har jeg stort set vist i tidligere opslag. Går jeg uden for kirkekunst i snævrere forstand, falder tanken på den strenge, symbolistiske kunstner Ejnar Nielsens vemodstunge maleri fra 1899-1900, hvor gamle mennesker i et brunligt landskab lytter til klokker, som ringer solen ned. Jeg foretrækker dog her den håbefulde og livsåbne lytten, som findes i Ejgil Westergaards (1928-2015) vidunderlige skulptur “Den lyttende dreng”, hugget i granit til Lemvig Gymnasium i 1989. Og – ja – Eigil Westergaard er far til vores meget nulevende og meget værdsatte kunstner Laila Westergaard, som er 3. generations stenhugger fra Lemvig. Skulpturen af drengen, der så fuldt og helt koncentrerer sig om at høre efter, har på gymnasiet naturligvis fået kælenavnet “Den evige 1.g’er”. Michael Böss har elskværdigt fotograferet mesterværket til mig.
Birgitte Bech kirkekunst 