I teksten fra Luk. kap. 18 takker farisæeren i templet for sin høje score på fromhedsskalaen. En konkurrence om at være from, frommere, frommest i Guds øjne ligger almindeligvis nutidens danskere fjernt. – Spørger man, hvad danskere af i dag egentlig tror på, får man hyppigt svaret: ’Jeg tror på mig selv’. Det kunne være interessant at få uddybet, hvad der menes hermed: Handler det om at trodse autoriteter og begrænsninger? Tro på af egen kraft at kunne lykkes med livet? Tro på at blive en af vinderne? Er der i ’troen på en selv’ en forventning om at positionere sig i forhold til taberne? Men – tør jeg påstå – ingen af dem, der ’tror på sig selv’, slipper for før eller senere at skuffes i denne tro – og tabe til det utopiske selvbillede. Nederlag, skrøbelighed, skam og skyld vil blive en del af den personlige bagage hos selvreflekterende mennesker. Af al magt tildækker vi gerne netop nederlag, skrøbelighed, skam og skyld, men i eksistensens inderste rum står vi blottede og fejlbarlige foran selvets spejl, og her handler det ikke mere om at performe og måle sig med andre, men snarere om at se i øjnene, hvordan vi har forvaltet vores ansvar, også for de andre. Selverkendelsens time kan være en bundvending, hvor selvdyrkelse og selvretfærdighed må vige for ydmyghed. Sand ydmyghed er ikke en ydre gebærde, men en sjælelig bund, som kan være frugtbar, hvor Gud kan få et ord indført. Til forskel fra spejlet, som kun kan kaste os tilbage på os selv, kan Guds ord befri os fra os selv og ændre horisonten: Gud kan forvandle vores menneskelige armod til en overrasket taknemmelighed over, at vi stadig kan finde en åben dør ind til livet. Jævnfør dagens lignelse om tolderen i templet: …”tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!” Om ham fortalte Jesus, at han gik befriet hjem.
Lignelsen om farisæeren og tolderen fortæller om to personer i templet, – eller om to yderpunkter i menneskeliv. Vi har farisæeren, den selvretfærdige, der nok henvender sig til Gud, men mest er optaget af at sammenligne sig med den mindre vellykkede. Og vi har den ydmyge tolder, der formentlig har nok at skamme sig over.
Allan Skuldbøls symbolistiske maleri EKKLESIA, som betyder kirke, er en fortolkning af rummet, hvor mennesker møder det hellige. Der er både gylden pragt og alvorlig andagt i maleriet. Scenen er sat med abstraktioner over tårn, hvælving og kirkevindue og med et gyldengult bånd med nadvergæster og bægre. I forgrunden en række anonyme gående: går de kirken forbi? Skuldbøl har malet forskellige versioner af motivet med forskellige mennesketyper så som ”den hovmodige, den ydmyge og den flegmatiske”. Kirkens mennesker er ikke nødvendigvis noget kønt syn. Selv har Skuldbøl i sin historie med kirken gennemlevet forskellige syn på menigheden og på sig selv: Som ung havde han angiveligt det kritisk sammenlignende blik, forlangte rene linjer og følte modvilje mod at gå til alters med “hyklere og skinhellige”, der ikke levede i overensstemmelse med Guds ord. Siden erkendte han, at “kirken er hellig alene af den grund, at Kristus er i den”. Som ældre folkekirkemedlem gav kunstneren udtryk for ”taknemmelighed for, at der overhovedet var nogen, som ville gå til nadver sammen med ham.”
Jeg har naturligvis gransket det smukke maleri med de stiliserede, profilvendte figurer for om muligt at identificere den hovmodige og den ydmyge. Er det sigende, at personen, som står i indgangen tv., har den mindst fremskudte hage, mens den knælende i centrum markant skyder hagen frem? Det er desværre for sent at spørge kunstneren selv, da han jo døde tidligere på året. Well, hverken hovmod eller ydmyghed har entydige ydre kendetegn, eftersom det ikke er gebærder, men sjælelige tilstande. I Allan Skuldbøls maleri taler Kristus til mennesker gennem ”tilgivelsens bægre”, der i sig selv er ophøjede, smukke og klart tegnede aktører i maleriet. “Tilgivelsens bægre” har et opbyggeligt budskab: Også mennesker, der har dømt sig selv ude, kan finde en åben dør ind til livet og gå befriede hjem fra gudstjenesten.
I Arthouse Skuldbøl i Dybe ved Lemvig findes endnu et righoldigt udvalg af Allan Skuldbøls originale og farvestærke malerier.
Birgitte Bech kirkekunst 