Der er sorg og vrede i teksten fra Luk. kap. 19: På vej til sin sidste påske i Jerusalem græder Jesus over byen, som “ikke kendte sin besøgelsestid”. Jesus har stadig hjerte for sit lidende folk. Det at han græder, er i sig selv en slags evangelium om Guds nærvær og med-liden. Det nemmeste havde jo været at tie og vende sig bort. Men Jesus risikerer sig selv i et sidste opgør på byens kultsted: Han protesterer mod geskæftigheden på tempelpladsen. Allerede gammeltestamentlige profeter som Hoseas havde ganske vist sagt: “Ej slagtoffer – kærlighed vil jeg, ej brændoffer – kærlighed til Gud”, men normalt sættes her ikke spørgsmålstegn ved offerhandlingernes og offerhandelens skriftbundne nødvendighed, og vi kan forestille os en hektisk forretningsmæssig aktivitet på tempelområdet. Til alles overraskelse bringes markedet nu brat til standsning af Jesu messianske vrede. Jesus tager ordet med en myndighed, der ikke er til at misforstå, og råber på Guds vegne: “Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort et til en røverkule”.
Her er meget på spil. Mere end køb og salg og pengeveksling på tempelpladsen. Mere end hele den magtfulde tempelinstitution. Det handler dybest set om noget-for-noget-perspektivet i menneskers gudsforhold. Religionshistorien kan bevidne, at offerpraksis efter ‘do ut des’-princippet altid har gennemsyret alverdens religioner, MEN med sin person bringer Jesus en afgørende ny, evangelisk forståelse af gudsforholdet ind i verden: Guds forhold til mennesker er ikke et regnskabsforhold. Gud laver ikke ‘deals’. Kun med tomme hænder kan vi træde frem for vores skaber.
Til vores lede og fortvivlelse synes samspil og udveksling mellem folk og institutioner i dag at bero på ‘administrationer’, der vil lave ‘deals’. Rask væk annulleres forhold, der på kort sigt er underskudsgivende, og svagere parter straffes for at koste penge. Som om penge er verdens eneste værdisystem! Hele verden gøres således til “en røverkule”. – Men Jesus giver os altså her en modfortælling om, hvad der bærer os i livet. Kun bedende kan vi møde den levende Gud, sige tak for, hvad der gives os, og dele det med andre.
Mit billede til denne søndag er uddrivelsesmotivet fra det blanke relief i det indre rum i Bjørn Nørgaards skulptur på Ikast Kirkeplads. Da Bjørn Nørgaards formidable skulptur med gammel- og nytestamentlige motiver blev afsløret i 2012, betitlede Nørgaard ganske overraskende sit store værk: “Riv dette tempel ned”. Heri ligger et citat fra Joh. kap. 2, hvor Jesus lover at genrejse templet på 3 dage, med sigte på sin egen død og opstandelse. Tempelrensningsmotivet appellerede allerede til den unge Bjørn Nørgaard, da han sammen med Lene Adler som bekendt var initiativtager til et kapitalismekritisk optrin i Børsen. – Til forskel fra bronzeskulpturens matte yderside er det vanskeligt at fotografere de blanke indre relieffer, hvor figurer og motiver fletter sig ind i hinanden, men i herværende udsnit er den voldsomme, vrede og køllesvingende Jesus vist ikke til at tage fejl af. Derover ses en moderne skikkelse, gerne fortolket som en forretningsmand, koncentreret om en værdigenstand. Er han optaget af sine “deals”? Der behøver naturligvis ikke være noget galt med at gøre forretninger, – tjener vi penge, har vi des mere at dele med andre, – men Guds nåde og velsignelse kan vi altså ikke købe. Fotos: Claus Jensen.
PS: Jeg glæder mig til snart at holde billedforedrag om Bjørn Nørgaards mangfoldige og vitale kirkekunst. Det sker d. 23. sept. 2025 kl. 14 i Filips Kirke på Amager.
Birgitte Bech kirkekunst 