Når fx en økonomisk svindler har afsonet sin straf og igen er på fri fod, kan han måske få sig en ny start med et hæderligt arbejdsliv, – hvis han altså ikke står med så stor en gæld, at han ser ny kriminalitet som sin eneste udvej. Forskellige værdisystemer støder sammen: Skal vi som samfund være generøst resocialiserende og acceptere en gældseftergivelse, eller skal vi holde fast i den økonomiske og juridiske orden og fastholde, at ingen skal belønnes for kriminalitet? – Er det mon et lignende dilemma fra hverdagen, Jesus bruger i dagens evangelium? I lignelsen fra Luk. 16 ender den ødsle og korrupte regnskabsfører til syvende og sidst i salveten, efter at han er blevet fyret og har undslået sig for fysisk arbejde! Fortællingen roterer om modsætningen mellem på den ene side ret og ordentlighed og på den anden side grænseoverskridende ødselhed. Svindlerens korthus truer med at falde sammen: Direktøren for det hele har afsløret ham og er nu vred: ”Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter”. Men da den kriminelle godsforvalter har snoet sig ud af skandalen og på direktørens bekostning bestukket sig til goodwill hos sine medskyldige, bliver han alligevel rost og opmuntret, ja, jeg hører næsten chefen le: Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør: ”Jeg siger jer: Skaf jer venner vedhjælp af den uærlige mammon”… Hvad er pointen? Hvor finder vi Herren i hele denne redelighed/uredelighed? Med afsæt i Det gamle og Det nye Testamentes rigdom af gudsbilleder ser vi, at Gud er både-og, at han både repræsenterer den samfundsmoralske retfærdighed og den grænseoverskridende rummelighed: Jeg har let ved at forestille mig, at Gud er vred over vores hæmningsløse misbrug af ressourcer, der dybest set ikke er vores egne: naturens, den fattige verdens, de mere lovlydige skatteborgeres… . Jeg tænker også, at Gud med forundring ser, hvordan vi gør penge til religion og dyrker den uretfærdige Gud Mammon, selvom vores velbjergethed jo i alt fald et korthus, og alt kun er vores på lånt tid. – Og samtidig har evangeliet lært os at kende Gud som den dybe generøsitet, der ødsler tilgivelse ud over alle os skyldige, giver os en ny begyndelse – og befaler os at gøre det samme for hinanden i vores indbyrdes liv. Gud har ikke andre end sådan nogle som os at bygge sit rige med, vi som kun ligner ”lysets børn”, når Gud selv lader sit lys skinne på os. Uden nåde faldt Guds Rige sammen.
Mit valgte kunstværk er denne Erik Heides granitskulptur “Korthuset”, der trods strid vestenvind bliver stående ved Vesterhavsvej i Thyborøn foran ældrecenter Hav-Fjord. Erik Heide døde sidste år kort før sin 90-års fødselsdag, efter et næsten ubegribeligt virksomt liv gennem mere end 70 år som skabende kunstner, herunder kirkekunstner. Dette er et af kunstnerens mange værker, der kalder på både humor og undren. – Personligt ser jeg frem til at mindes Erik Heide ved et billedforedrag d. 22. aug., som er mit indslag i Kulturugen på Mors.
Birgitte Bech kirkekunst 