Som flittig ung præst ville jeg vist gerne overbevise Gud og hver mand om kvindelige præsters effektivitet. Uden nogen veludviklet empati eller pædagogisk sans tog jeg energisk fat på børnearbejde. Jeg mindes en situation med en Matthæuslignelse, hvor jeg så overbevisende dramatiserede bl.a. Herrens vrede mod hans formastelige tjenere, at en af de små deltagere forskrækket brast i gråd. Jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det. – Hvilke frugter kom der i det hele taget ud af vores arbejde – og vores liv? Hvem er ”et godt træ, der bærer god frugt”, og hvem er ”det dårlige træ, der bærer dårlige frugter”? En præstekollega sagde engang eftertænksomt, at vi aldrig kan vide, om vi har gavnet mere, end vi har skadet. Sådan er det, og det gælder ikke kun præster, lærere og profeter. – Men nu skal der altså prædikes over ordene fra Bjergprædikenens sidste kapitel: ”Tag jer i agt for de falske profeter”, sagt af ham, der selv sendte tro, håb og kærlighed ud i verden. – Hvem er det så, vi skal advare imod? – En sameksistens med mennesker afslører nok over tid, hvem der æder andre op som “ulve”, og hvem der nærer og varmer andre som “får”. Og mon ikke vi kan finde os selv i begge grupper? – Ved kirkekaffen i våbenhuset i søndags dukkede den uundgåelige morsomhed (?) op, at de hæderligste præster må illustrere dagens tekst med en selfie. – Måske kunne jeg også bare vælge den symbolske tilgang at fotografere den plettede nedfaldsfrugt i min have. – Vel, det er nok ikke nogen god ide for hverken præster eller andre at give sig til at kvalitetssortere egen eller andres levnedsfrugter. Dertil er og bliver vores bedømmelse for usikker. Vi må overlade dommen til Gud og håbe på en nådig dom. – Vi selv kan bruge vores energi langt bedre ved at prøve at tørre selvoptagetheden af øjnene for at SE de mennesker, vi har omkring os. Det er at “gøre den himmelske fars vilje“, at vi ikke bare skal tale for og til hinanden (det skal vi også), men at vi skal HØRE og SE hinanden, se hinandens smerte og hinandens gode håb. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.
Det billede, jeg valgte til denne søndags tekst, er Lene Melchiorsens maleri fra 2008, ”Jesus og farisæerne”, som hænger i et mødelokale i den moderne Vestervang Kirke i Viborg. Med purpurfarvet kjortel og klare træk giver Jesus lys og intensitet til billedet. Men farisæerne, som han samtaler med, svarer måske ikke til vores negative konventioner. Han, som Jesus har øjnene rettet mod, ser ganske vist lidt hoven og selvbevidst ud, men ellers virker de vel tilforladelige? Det er måske kunstnerens pointe at gøre op med automatreaktioner, så meget mere som vi netop ikke kan skue hunden – eller ulven i fåreklæder – på hårene. Lene Melchiorsen (f. 1953) er seminarieuddannet og optaget af kristendommens store fortælling. Med sine spændende fortolkninger af Jesu liv har hun efter eget udsagn søgt at genfortælle de kristne grundfortællinger på en ny måde.
Birgitte Bech kirkekunst 