Det handler om at sætte sig i den andens sted. – Da jeg som nybagt kandidat fik denne Mattæustekst fra Bjergprædikenens kap. 5 som opgave for min allerførste rigtige prædiken, kastede jeg mig ud i et skoleridt af redegørelser for retfærdighed ifølge den gamle og den nye pagt, og som la grande finale nåede jeg frem til den paulinske og lutherske lære om tilregnet retfærdighed og retfærdiggørelse af tro. Pænt akademisk! – Men Jesu ord i teksten siger mig vel kort og godt, at jeg skal sætte mig i den andens sted. Vil min optagethed af at retfærdiggøre mig selv og gengælde oplevet uret ikke træde i baggrunden, når jeg sætter mig i den andens sted? I det civile liv taler vi erfaringsvis mest om retfærdighed, når vi netop ikke formår at sætte os i hinandens sted, altså når kærligheden er gået i minus: som når søskende skændes om fordeling af byrder, eller når skilsmissepar, hvis håb er ude, strides om bodelingen. I konfliktsituationer insisterer man på retfærdighed, ret og rimelighed, som kærlighedens absolutte minimum. Men Jesus giver os altså ikke fred til at nøjes med kærlighedens minimum og den ydre overholdelse af vedtagne sociale spilleregler, religiøse eller ej. Guds rige funderes ikke på kærlighedens minimum. Guds rige er kærlighedens maksimum. Lyset fra Guds rige trænger bagom ydre handlinger og ethvert hykleri lukt ind i hjertets mørkeste kroge, hvor hadets vækster må visne, og kærlighedens frø må sås, for at kærlighedens maksimum kan blomstre som Guds riges grænseoverskridende og helt urimelige godhed og generøsitet. Kærlighedsfrøet bliver sået af ham, der satte sig selv i vores sted.
I teksten går Jesus lige til det ømmeste punkt ved at tale om vores personlige konflikter: I den situation, hvor du ”kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder”…. Her handler det åbenbart ikke om dine egne forurettede eller rethaveriske følelser, men om, hvordan din bror har det. Det handler om at lade din broders sårethed og smerte være dit nye udgangspunkt. Så kan du altid siden bære både din brors og din egen skyld frem for Gud, når du beder: ”Forlad os VOR skyld, som også vi forlader vore skyldnere”…
Jesus forstærker sin appel til forsoning ved at gøre opmærksom på, at det kan blive for sent. Livets konflikthistorier kan slutte uforløst. Solen kan gå ned over vreden. Vores liv er et liv i tiden, indtil tiden løber ud, for dig eller dit medmenneske: ”Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham.”
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan vores nyligt afdøde kunstner Peter Brandes har brugt sine sidste kunstneriske kræfter på at fortolke broderstriden mellem Abrahamsønnerne Isak og Ismael, prototypen på det jødisk-muslimske modsætningsforhold, ja på alle dybe, historiske konflikter, hvor spørgsmålet om retfærdighed synes stadig mere uløseligt. I tegninger, malerier og keramik fra sit sidste arbejdsår har Peter Brandes skildret, hvordan brødrene er fastlåst i konflikten, som er blevet begges onde skæbne, og som slår dem på munden også i deres religionsudøvelse. Peter Brandes anliggende var forsoning. Hans vision var, at mennesket en dag kan opfatte mere end sine egne lidelser.
Peter Brandes’ Isak-Ismael-tema er belyst bl.a. i udstillingskataloget ‘I lyset af gentagelsen’ og senest i den igangværende udstilling i Kunsthal Holmen i Løgumkloster.
Birgitte Bech kirkekunst 