Hein Heinsen, der er uddannet som billedhugger og teolog, har gennem et halvt århundrede beriget danske kirker med skulpturelle udsmykninger, der både har frydet øjet og skabt debat. I 90’erne gjorde Hein Heinsen front mod kirkens konventionelle billeder og skabte en i danske kirker hidtil uset nonfigurativ skulpturkunst i Johanneskirken i Vorup ved Randers. Den abstrakte kunstner rejste spørgsmålet, om kirkekunst overhovedet skal give tegn fra sig, for “livet giver os jo ingen tegn”. Kirkekunstens betydning må hentes fra kirkerummets ord og ritualer. – Men siden dukkede tegnene jo også op i Heinsens kirkekunst :-).
Efter årtusindskiftet har Hein Heinsen ikke mindst givet værdifulde bidrag til forståelsen af kristendommens troslære ved sin fremhævelse af det velsignelsesrige ved at tro på en treenighed: Med treenighedens hjælp taler vi ikke bare til en monolit i skikkelse af en uforanderlig, almægtig Fadergud, men til en Menneskesøn, der kender vores menneskeliv til bunds, og til en Helligånd, der er under stadig forandring og bevægelse som åndelig inspiration i menneskers mangfoldige åndsliv. Her viser jeg først et værk fra 2019: Heinsens forkyndelse af treenigheden i døbefonten i Havnelev Kirke, Stevns, hvor Faderens, Sønnens og Helligåndens cylinderudsnit samles i en Triquetra. Faderens side symboliseres ved dybet bag den brændende tornebusk, Sønnens side symboliseres ved det flængede tempelforhæng, og Helligåndens side, som ses på vort billede af døbefonten, symboliseres ved ildtunger, hvori den samme Guds ild bliver virksom hos mennesker. Fotos: Claus Jensen.
En markant visuel fortolkning af treenigheden er Hein Heinsens store tresidede bronzeskulptur fra 2014 foran bispegården i Nykøbing Falster, hvor den tomme grav og den opstandnes forgyldte fodaftryk ses på “Sønnens side”, det midterste billede i af de tre. Se nederst i opslaget.
Birgitte Bech kirkekunst 