Da jeg i en fjern fortid blev ordineret i Aarhus stift, havde biskop Henning Høirup gjort det til en tradition, at man ved alle ordinationer sang Grundtvigs store salme ’Der sad en fisker så tankefuld’ (DDS 147) med Carl Nielsens medrivende melodi. Salmen er skrevet over dagens tekst i Luk. 5: Fiskeren Simon Peter, der er udmattet og mismodig efter nattens ørkesløse arbejde, sendes af Jesus ud på endnu et fiskeri: ”Far ud på dybet, og drag et dræt! / Det er på tiden, om jeg ser ret, mig lyster med dig at følge. / Ja, læremester, han svared brat, / det kunne vi godt behøve, / vi sled forgæves den hele nat, / dit ord er dog værd at prøve”.
Apropos ”dybet”: Nogle få år efter salmens tilblivelse skrev Søren Kierkegaards om troens eksistentielle spring ud på de 70.000 favne dybt vand, hvor pointen jo er, at man ikke kan bunde. I sin absurditet kan den kristne tro ikke funderes i rationelle argumenter og sandsynligheder. I Kierkegaards ’Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ hedder det: ”Kan jeg objektivt gribe Gud, så troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er paa de 70.000 Favne Vand, og dog tror” – I samme ånd synger Grundtvig om dybet i v 9: ”På hjertedybet vi fare ud, / hvor timeligt ej kan bunde”.
Peter var, som vi ved, ikke nogen troshelt, men han tog alligevel Jesus på ordet, for her var Ordet, der talte med myndighed. ”For tvivl var Simon slet ikke fri, / men spejl, du tvivler, dig smukt deri: / Han gjorde, som Herren sagde.” – Mod alle kalkuler fik Peter da sin umådelige fangst, hvor ”hans skude nikked, og voddet sprak”, så vennerne måtte tilkaldes: ”og fiskeladning fik skuder to, / så færdig de var at synke.” – Hermed får Peter og vi i et glimt åbenbaret Guds riges generøsitet, og dette kunne være evangelium nok til en søndag. Simon Peter, den før så mistrøstige skabning, rammes nådigt af skaberkraftens numinosum, så at hans ego forsvinder – i hvert fald for en stund: ”Der Simon Fisker det jærtegn så, / da Jesus han faldt til fode / og sagde: Herre, du fra mig gå! Jeg er ikke af de gode. / Frygt ikke! svared vor Herre mildt, / jeg vil dig lære herefter snildt / lyslevende folk at fange.” – Med egoets undergang gribes Peter af det, der er større end ham selv: en opgave for livet i tid og evighed.
Til underberetningen føjer evangelieteksten her en overbygning, der sætter fortællingen i et nyt perspektiv ved at foregribe kirkens kommende mission: Den vellykkede fiskefangst bliver symbol for kirkens vækst. I Lukas’ forfatterskab kan vi associere til Apostlenes Gerninger med Peters pinseprædiken, hvor de mange lod sig døbe. – Jeg husker, hvordan min ordinationsmenighed i sin tid sang, så det gjaldede, at ”end er ikke på jord forbi / det store menneske-fiskeri, / som Herren og Simon grunded.” Der er en vældig appel heri. – – Men generelt er vi vel ubekvemme ved ordet ”menneskefiskeri”, som rejser mistanke om, at nogle bliver snøret. Grundtvig bruger imidlertid fire af salmens vers på at karakterisere forkyndelsen som en færd, der toner rent flag – også om korset i kristendommen: I v. 8 hedder det ”Med lys vi komme, med kors vi gå, / vi vil ingen sjæl bedrage” … Og verset slutter med de ofte citerede linjer: ”på snekken vajer det røde flag / vort garn vi sætte ved højlys dag / og ej i de smalle sunde”. Vi står åbent ved, at vi er kristen kirke. Frisk mod, forkyndere!
Denne gang er jeg faldet for en fortolkning af scenen, der indgår i Jais Nielsens (1885-1961) righoldige storværk til Vejle Kirke, som han skabte under og efter 2. verdenskrig. Fiskefangstens utallige friske fisk flyder om fødderne på Kristus og på Peter og overvælder med sin grænseløse overflod. Peter er ydmygt faldet på knæ for dette Guds under, inderligt tilbedende, hinsides egoets stolthed. Iflg. Lukasteksten siger Peter: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Men som hans tilværelses nye anker holder Kristus ham fast og lader sit ansigt lyse over ham. Jais Nielsens stiliserede fortællinger udmærker sig med klare farver, konturer og pointer. Glasmosaikken har en stærk diagonal fra Kristus til Peter, men også en vertikal med Kristi højre hånd, der udtrykker hans myndighed. Som så ofte i Jais Nielsens religiøse glaskunst smykkes den blå himmel af en stjerne: en signatur for, at det hellige her er på færde. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 