Den kendte kunstner fra Bornholm var 4. generations keramiker, datter af keramiker Lisbeth Munch-Petersen og digteren Gustav Munch-Petersen. Ursula Munch-Petersen spændte vidt: fra design af brugskunst til originale friskulpturer i småt eller stort format, og hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Ursula Munch-Petersen skal mindes på denne side, fordi hun også var kirkekunstner. Hun udførte de keramiske arbejder i forbindelse med ægtemanden Erik Hagens’ malede udsmykning på højtidsskabene i Skovlunde Kirke.
Et af Ursula Munch-Petersens yndlingsmotiver var mælkebøtten, og vi kigger ikke forgæves efter denne livsbekræftende danske blomst på Skovlunde Kirkes alterbillede fra 2019, komponeret over Jesu “Jeg er”-ord.
Tak til en mindeværdig kunstner for alt, hvad hun lod blomstre! Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor vises altertavlen i lukket tilstand, som den fremtræder langfredag.
