”Du holder altid noget af et andet menneskes liv i din hånd”, var som bekendt en pointe i K. E. Løgstrups ’Den etiske fordring’. I kap. 16 bringer Lukas samme appellerende budskab, formuleret i et fortidigt billedsprog, formentlig baseret på en førkristen fremstilling. Det er der ikke som sådan noget evangelium i. Der er masser af evangelium i søndagens tekster, men altså ikke lige i prædikenteksten, som er ren formaning om at omvende sig til et næstekærligt liv, hvor man SER sit medmenneske. Lignelsen har bud til den rige mand, der – som mange af os – har levet bekvemt i overflod og mere eller mindre ladet hånt om den menneskelige lidelse, der følger af verdens himmelråbende ulighed. Den rige har dagligt passeret den fattige Lazarus og vendt ansigtet bort fra denne uappetitlige tigger, som ”lå ved hans port”. – Hvem ligger ved vores port i dag? At skelne mellem den nære og den fjerne lidelse er blevet umuliggjort i en globalt forbundet verden, hvor medier uophørligt bringer uvelkomne fotos og statistikker af lidelser fra langtbortistan. – Vi skal næppe bruge prædikestolen som afsæt for (parti)politiske dagsordener, men indskærpe den enkle sandhed, at ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.
Lukas’ version af den etiske fordring er iklædt scener fra et efterliv med himmel og helvede. Dette hinsidige perspektiv tydeliggør det elementære, at noget kan blive for sent. Hinsidigheden er tidslig frem for rumlig. Tiden sætter kløft mellem nu og siden. Vi kan ikke i fremtiden vende tilbage til dagen i dag og omgøre det, som vi forsømte i dag – med irreversible følgevirkninger i medmenneskers historie.
Teksten er ikke et argument for at skræmme med helvede, hvad den eksplicit afviser: Da den forpinte rige mand fra det hinsidige opfordrer Abraham til at sende en advarsel til de fem brødre i hans fars hus, afvises han af Abraham: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” I Det gamle Testamente lyder et omkvæd: ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre”. I Det nye Testamente siger Jesu eksempelfortælling om “Den barmhjertige samaritaner”, hvad der skal siges. En mellemregning om helvedesfrygt er irrelevant; den barmhjertige samaritaners fokus er medmenneskets tarv.
I Danmark har Jens Galschiøt skabt en række stærkt appellerende, neorealistiske skulpturer af hjemløse, hvoraf en tidligere er vist i et af mine opslag. Nu smutter jeg til Bergen for at vise en norsk parallel: Nytårsaften 1999 lod den norske kunstner Arne Mæland (f. 1950) skulpturen ”Uteliggeren” opstille i Bergen som et enkelt memento om, at ikke alle har det lige godt.
Birgitte Bech kirkekunst 