Evangelieteksten fra beg. af Joh. kap. 3 handler om at ”blive født på ny”. – Det er et udtryk, vi mådeholdne protestanter i almindelighed sjældent gør brug af. Men når jeg en dejlig morgen er veludhvilet efter en god nattesøvn, kan jeg måske nok føle mig genfødt, – eller når jeg endelig bliver rask efter en udmarvende sygdom. Karakteristisk nok melder udtrykket ”at være født på ny” sig med erfaringen af, at livet er en gave, ja en ligefrem overraskende gave. Den uvurderlige helbredelse, den livgivende søvn, den nye morgens mulighed er alt sammen noget, der kommer til os og bærer os, som vi tydeligvis ikke selv er ophav til, netop lige så lidt som det var vores egen præstation at blive født. Man kan umuligt meritere sig til at blive født eller genfødt. Hverken de gode, raske og glade dage – eller de trætte og sløje dage for den sags skyld – skylder vi os selv. For den, der sædvanligvis ser på livet som egen præstation, vender det virkeligheden på hovedet at måtte genfødes, at måtte have tavlen visket ren til en ny begyndelse. At være født på ny er der ikke prestige i.
Det jødiske rådsmedlem Nikodemus, som samtaler med Jesus i vores tekst, var ’blevet til noget’. Han var skriftlærd og havde positioneret sig med prestige i sit religiøse og politiske miljø. I hvert fald var han så øm om sit renommé, at han måtte liste ud i nattens mulm og mørke, da han ville undersøge, om der var lys at hente hos Jesus, ja om Jesus mon kunne åbne Guds rige. – Nikodemus er en glimrende identifikationsfigur for moderne mennesker, der gerne er åndeligt søgende – lidt diskret og helst uden at sætte renomméet helt over styr.
Den natlige samtale udvikler sig som en efterklang af pinsen med sin beskrivelse af Guds gådefulde og uregerlige ånd, der som ”vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.” Ånden er ubegribelig som livet selv, som livsmodet, kærligheden, troen og håbet er det. Og åndens virke er åbenbart en forudsætning for, at døren til Guds rige kan åbnes: Det indelukkede menneske kan ikke ved egen umage tvinge døren op, men den ustyrlige guddommelige storm kan så at sige blæse døren op, så en større og lysere virkelighed åbenbarer sin mulighed: Guds riges mulighed, genfødslens gave: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”, siger Jesus, og tilføjer: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige”. Helligåndens virke kædes hos Johannes sammen med det levende vand, vandet fra livets kilde, bl.a. refererende til dåben. På alle niveauer begynder livet som bekendt i vand: Vi fødes og døbes i vand. – Her skal mindes om, at vi ved hver en kirkelig dåb – så vel som ved hver en bisættelse – , takker Gud for genfødslen, der identificeres som en genfødsel til HÅB: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. – Metaforerne flimrer og blander sig i Nikodemus-samtalen om genfødsel, åndepust, vand og lys. Den åndelige essens er, at vi af Guds nåde får lov til at leve både gode og dårlige dage og derefter dø – med håb.
Det valgte billede, som Ane Villadsen malede til Flade Kirke, Morsø, i 1936, er ikke vores bedste skildring af samtalen mellem Jesus og Nikodemus. (Mange kunstnere har bundet an med motivet, og den mest suveræne fortolkning er efter de flestes mening Niels Larsen Stevns’ alterbillede fra 1918 i Vrensted Kirke, som jeg tidligere har omtalt i et opslag. Se nedenfor). Thyboen Ane Villadsen, der levede 1877-1953, er ikke meget kendt, men hendes billede fungerer: Hun viser Nikodemus med skriftrullen, koncentreret lyttende til Jesu’ levende ord. Når jeg viser et udsnit af netop Ane Villadsens alterbillede, skyldes det, at hun pudsigt nok pædagogisk anskueliggør, hvad Jesus henviser til i sin forklaring om ånden og vandet: Billedrummet åbner sig ud mod et landskab, hvor Helligåndsduen flyver, og blæsten suser over vandet, ja den rusker i gardinet, – og morgenlyset viser sig i horisonten. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 