“Gå i gang, for jeg er med jer!” råber profeten iflg. Haggaj kap. 2. – Denne søndags tekstmosaik skal sætte i gang og sende disciplene – og os andre – videre efter Kristi Himmelfart: Fra at have haft blikket rettet mod himlen, skal vi ned på jorden igen og løse jordiske opgaver – uden at brænde broen eller himmelstigen af. – Iflg. Apostlenes Gerninger kap. 1 gjorde disciplene efter Kristi himmelfart det nærliggende at søge tilbage til Jerusalem, specielt til ‘salen ovenpå’, hvor de førhen havde været sammen med Jesus. Her kunne de genopleve det ubegribelige afskedsmåltid og alt det skete. Bede, sådan som Jesus havde lært dem. Hente styrke i deres fællesskab til at møde en fremtid, der skulle blive sværere end først ventet: Evangelieteksten fra Joh. 15, kendt som Jesu afskedstale, stiller disciplene i udsigt, at de vil blive smidt ud af synagogerne og forfulgt. “Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Vi associerer til historien om den fremtrædende jødiske lærde Saulus, der o. år 35 tog ansvar for steningen af Stefan og dermed skabte den første kristne martyr, – førend samme Saulus blev til vores Paulus og selv formentlig martyr under Neros forfølgelse år 62. – Disciplene havde ventet Guds rige på jorden, og fik i stedet et tilsagn om Helligånd. Denne uanskuelige Helligånd, “Talsmanden”, skulle efter Jesu bortgang være deres bro mellem Himmel og jord. Den lovede dem ikke et triumftog gennem verden, men kraft til at være vidner, selvom det ville koste dyrt. Helligåndens første projekt var åbenbart at forvandle Jesu skræmte venner til en uforfærdet missionerende Jesusbevægelse med dødsforagt og stærk forventning om Kristi genkomst. Det noget senere 1. Petersbrev har sigte på at bevare livet i de trængte menigheder. I kap. 4 udfoldes Helligåndens virke i menighederne på det smukkeste. Her kan vi ikke undslå os for at tale i nutid, for formaningen er så aktuel som nogensinde: om at vise gæstfrihed, bruge sine evner til det fælles bedste, tage vare på kærligheden, efter Jesu eksempel. I stedet for at fordømme skal vi være barmhjertige, ja slet ikke have øje for de andres fejltrin. Her formuleret i det pragtfulde udsagn, som man passende kunne brodere som vægophæng: “Først og fremmest skal i holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” Hermed er alt sagt både om Guds forhold til os og det forhold, vi skal have til hinanden: Gud har nådigt skjult vore synder, og derfor skal vi heller ikke være hinandens dommere.
Det valgte billede, måske fra o. 2020, er et maleri af Allan Skuldbøl, der døde i februar dette år. I poetisk smukke farveklange har Skuldbøl skildret et fællesskab af troende om et bord, et nadvermåltid, måske den sidste nadver, måske enhver nadver, hvor Kristus bliver ihukommet. De tilstedeværende har – de for Skuldbøls figurer så karakteristiske – lysende gloriekamme over deres profiler. Kredsen af mennesker er samlet om et bord, der er tegnet som fisken, oldtidens Kristussymbol. De er altså samlet om Kristi krop og liv. Det brogede bord bærer lam og brød og … ? En smal blå stribe nederst i billedet viser en fiskestime, måske reference til dåben ? I øvrige billedrande er der kalke (bægre) og krukker, som er signaturmotiver hos Allan Skuldbøl, der jo har malet adskillige versioner af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger, hvor krukker og olielamper symboliserer betydningen af at bevare troens glød og holde håbets flamme levende. I en dekorativ rytme øverst er der malet kalke i generøs mængde, “tilgivelsens bægre”. – Lad dette være vores illustration til søndagens tekst om menighedens fællesskab i kraft af kærligheden, der skjuler en mangfoldighed af synder. –
Jeg tillader mig at minde om, at Arthouse Skuldbøl har jubilæums- og mindeudstilling for Allan Skuldbøls kunst d. 14. juni 2025, kl. 14-17, hvor programmet foruden maleriudstilling omfatter både festtale og musik. Kunstbygningens adresse er Stamphøjvej 66, Dybe, 7620 Lemvig
“Hvad hånden formed, er åndens spor”.
Birgitte Bech kirkekunst 