Min umistelige, ressourcerige og hjertensrare lillebror døde i en alder af 32. Om jeg bare kunne holde ham levende ved at blive ved med at fortælle om ham: fortælle om hvordan han som sulten smågut snarrådigt tjente marmelademader ved at spille blokfløjte for genboen, – hvordan han på skolen kickstartede indsamlingen til flygtningehjælpen, – hvordan han spontant nettede vores strenge farmors grå hår, – hvordan han tog en ugegammel opvask for mig, mens jeg gik til eksamen… Vi fik ikke talt ud. Han fik ikke talt ud. Hans minde deles efterhånden kun af få, og det gør ondt at erfare, at tiden kværner videre med ubarmhjertig glemsel i sit følge. – Vi kan ikke andet end at overlade den videre fortælling til livets Gud, den eneste modmagt mod døden og intetheden. Kun hos Gud er de ord, der bliver ved at forny sig – og forny os. – Jesus Kristus lærte til bunds de dødeliges død at kende efter sin korte tid på jorden for et par årtusinder siden, men han forvissede ved afskeden sine pårørende om, at hans kraftfulde ord skal blive ved at lyde og stå til troende. Som Kaj Mogensen skrev, var menneskehedens første vendepunkt, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”, det andet vendepunkt, at ”Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.” Ånden kaldes i Joh. 16 for ”Talsmanden”, Guds og Kristi talsmand, som vil blive ved at kaste lys over godt og ondt i vores liv, overalt og til hver en tid. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv…. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit”. Talsmanden øser af livets kilde, som er Kristi liv, Guds liv. Derfor er Helligånden ikke en kustode, men en fornyer.
Ved læsning af denne tekst kan man finde det svært at forstå, hvor kontroversielt det var til 3. artikel i kirkens trosbekendelse (af 381) engang at tilføje ”filioque” og dermed sige, at Helligånden ikke bare udgik fra Faderen, men også fra Sønnen. Hermed betonede vestkirken vel i Johannes’ ånd Kristi guddommelighed, mens østkirken hørte det som en svækkelse af Helligåndens betydning i treenigheden. Tilføjelsen skete i vestkirken i 589, bekræftedes i Aachen i 809, og befordrede i 1054 det store skisma mellem øst- og vestkirken, forbundet med magtkampen mellem Roms Pave Nikolaos I og Konstantinopels patriark Fotius. Som bekendt er kirkens enhed endnu et uindfriet håb, men i det mindste blev de gensidige bandlysninger ophævet i 1965, på Helligåndens initiativ, må vi tro.
Det til lejligheden valgte billede viser triumfvæggen i den grundtvigske Høve Valgmenighedskirke, Odsherred, som Niels Skovgaard bemalede i 1911 med den skønneste himmelblå grundfarve. Triumfportalen er smykket med Brorsoncitatet om det flængede tempelforhæng og den åbne vej til Gud. Øverst ses kristenhedens syvstjerne, den grundtvigske ‘signatur’. På triumfvæggens nordre side ses den korsfæstede, på søndre side Helligånden som tilsagn om Guds fortsatte nærvær i menigheden, anskueliggjort som en due og et væld af lys over en blomstrende eng. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 