4. – 5. maj 2025, 80 års jubilæet for Danmarks befrielse

Til begravelser læses ofte nogle vers af Sl. 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig hvile i grønne enge, han leder mig til det stille vand”…  Søndagens tekst om den gode hyrde rækker således ud over livet i tiden.

Sandsynligvis blev denne tekst også læst ved Erik Anker Sørensens begravelse i 1943.                                           

Den unge stud.polyt. var taget på sygebesøg med sin far, lægen Anker Sørensen i Nr. Nebel, men blev skudt af tyskere, mens han sad på bagsædet i sin fars bil. Hvilken rolle han spillede i modstandsbevægelsen, ved jeg ikke, men 19 polyteknikere blev angiveligt dræbt som frihedskæmpere.

Forældrene ønskede posthumt at få malet et portræt af deres søn og henvendte sig til kunstner Carl Trier Aagaard (d. 1961), som var medlem af Nymindegabs kunstnerkoloni. Carl Trier Aagaard imødekom de sørgende forældres ønske om et maleri i naturalistisk stil af deres søn, vel efter et fotografi, siddende i et paradisisk landskab. Maleriet, som her præsenteres i et udsnit, fik en hædersplads i lægehjemmet.

Min kilde til den bevægende historie er læge Michael Trier Aagaard, kunstnerens søn, som er min grandfætter. Kunstnerisk set yder maleriet nok ikke Carl Trier Aagaard retfærdighed, idet han som modernist, undervist af Harald Giersing, oftest malede med grove strøg, men han malede flere bibelske motiver i traditionel stil. Maleriet er siden overdraget til Nymindegab Museum.

Skriv en kommentar