Til lykke med de 80 år i dag til Billedkunstner Helle Scharling-Todd!

Den dansk-amerikanske kunstner har en international uddannelse, bl.a. fra Kunstakademiet i Ravenna, og har til huse både på Langeland og i Californien. Helle Scharling-Todd har høstet international anerkendelse for store mosaikværker i offentlige rum. I Danmark kender vi hende især som en kirkekunstner, der har bidraget med glasudsmykning i mindst 7 danske kirker, flest i slutningen af 1990’erne. Nogle af Helle Scharlings glasmosaikker er collageagtige med figurative elementer. Den enkleste og efter min opfattelse allersmukkeste er den første: den meget store rude fra 1975 i den østvendte altervæg i den før renoveringen ret uspændende Hjallerup Kirke. Når dagslyset vælder ind, er ruden en åbenbaring med sin abstraktion over korset i blå farver med brudstykker af natsort, blodrødt og solgult, altså en stærk, ordløs påskeforkyndelse. Helle Scharlings rude i Hjallerup er en omvej værd! – Mange tak for den og for dit øvrige livsværk, Helle Scharling! Foto: Claus Jensen.

Skriv en kommentar