Døden er ubegribelig! For ikke mange dage siden kunne vi spise sammen, le og græde sammen, skændes og omfavne hinanden. Nu er der bare stilhed. Dødens stilhed er kaldt et stærkt argument for sjælens eksistens, for uendelig dramatisk er den forandring, der indtræffer, når et legemet afsjæles: Det elskede menneske er åbenlyst ikke mere til stede. Savnet er grumt, tomheden isnende. Til savnet kan lægge sig en forstenet konflikt eller smerte over at have omfavnet for lidt, mens tid var. I stedet for menneskelig respons finder vi nu kun stilheden, kulden, blegheden, det slukkede blik…. Sorgen flår i det efterladte hjerte som en protest over det ubærlige tab. Den sørgende vil ikke reducere det elskede liv til blot et minde. Ikke slippe håbet for den elskedes fremtid – og gensynshåbet. Hos sørgende er der ofte en grænseoverskridende, sitrende sensibilitet: En åbenhed for det anelsesfulde, som er både dyrebar og skrøbelig: I kapellet følger alle med øjnene den flaksende sommerfugl: Er det et livstegn? Den usædvanlige fugl, der satte sig i vindueskarmen? Den næsten udgåede plante, der overraskende skød et grønt skud? Den mærkeligt spirituelle drøm eller den uforklarlige følelse af et fysisk nærvær, der udfordrer det rationelles grænse? Universets store sammenhængskraft er jo stadig så uopklaret. Al tvivl og spørgen, al forestillingskraft og længsel bliver lagt i håbets skål.
Og alligevel har vi næppe kræfter nok til selv at løfte skålen, endsige selv forme sprog for vores håb. – Det behøver vi da heller ikke! Vi er ikke bare kastet tilbage på os selv med vores private søgen efter fornemmelser og tegn. Kirkens påskeuge kan give os alle et fælles rum med et stærkt sprog for vores sorg og håb, troens fælles sprog, som er både eksistentielt vedkommende og historisk kulturbærende. Her kan vi trygt være til stede med vores skyld og svigt og tomhed, mens vi hører, hvordan alle sorgens svære følelser i påskefortællingerne har bibelske figurer at spejle sig i. Vores blafrende håb finder her et anker. Håbene samles og bæres oppe af kirkens evige påskeevangelium: Kristus er opstanden! Som et klimaks kommer påskemorgen til os med sit fuldtonende budskab om, at døden tabte til kærligheden, til Guds Kærlighed med stort K. I de blomstersmykkede kirkehuse samvirker alle gode kræfter: klokkekimen, vidunderlige tekster, påskesalmer og musik – om at rumme dine og mine sorger i en fælles påskeglæde:
”Kom hjerte med hvad dødt du har, / hvad du med sorg til graven bar, / gå med det alt til ham, som døde, / men levende dig nu vil møde! / o salig påskemorgenstund / med guld i mund.” (DDS 224)
Nr. Uttrup Kirke, Nørresundby, har i 2015 anskaffet Finn Jakobsens påskefrise, der fører os helt fra måltidsfællesskabet skærtorsdag over de dramatiske begivenheder langfredag, hvor hanen i venstre hjørne minder os om Peters fornægtelse. Mørke og lyn over Golgata viser os Kristusbegivenhedens kosmiske dimensioner. Et tornekronet dødningeansigt lader os ikke i tvivl om dødens grumhed. Frisen fortsætter i påskedagens trøstende motiver, hvor en kvinde modtager englebudskabet ved den åbne grav, og påskeliljer under den hvide due lyser over den nyfødte grønne jord. Finn Jakobsen har efter et arbejdsliv som lærer og efterskoleforstander helliget sig livet som billedkunstner med både farvestærke malerier og skulpturer. Kunstneren, som nu bor og udstiller i Galleri 2ti, Sæby, Frederikshavn, har udtalt, at ”heldigvis er intet mørke så mørkt, at lyset ikke kan skinne igennem.”
Birgitte Bech kirkekunst 