Helligdagens fortælling fra Luk. 1 om menneskehedens nye begyndelse falder i god jord i det spirekraftige forår. På ca. 9 mdrs. afstand af vintersolhverv forvandles vores vissenbrune morads til en fest i lysegrønt med solgule og himmelblå forårsblomster, og vores bekymringsforkomne sjæle overøses med fornyet livsmod! Det er da nu, vi skal høre, at Himmel og jord forenes i en nådeshandling, hvor Helligånden flyver ind og bygger bro fra det høje til menneskehjertet. Fra virkelighedens mest gådefulde dyb lyder Gabriels melding til Maria om Guds store løfte i skikkelse af et barn: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn… og der skal ikke være ende på hans rige.”
Som bekendt koncentrerer trosbekendelsen begivenheden i formelen ”Undfanget ved Helligånden”. En konfirmandpræst fortalte mig, at overhovedet ingen af hans konfirmander vidste, hvad det gamle ord ”undfange” betyder. Iflg. opslag i store ordbøger kan ordet da forresten også opvise en større vifte af betydninger foruden altså at blive gravid: Man kan fx undfange en tanke eller en plan. Ligesom kroppen kan ånden og bevidstheden undfange noget nyt. Den bette Maria undfanger jo også åndeligt, når hun svarer: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Et er at blive talt til, noget mere er at lytte og bekræfte. Maria åbner sig for modtagelsen af ordet, svarende til den gamle kirkelige tradition for at forklare undfangelsen som noget, der sker gennem øret! Maria er ikke en passiv, men en aktiv modtager, som bærer, nærer og synger. Ikke fordi hun er noget særligt, heldigvis. Det er ikke en historie om de udsøgtes eller mægtiges triumf, men om Guds nærvær hos almindelige, frygtsomme og sårbare mennesker, som os. – Det er nu så også vores opgave at undfange: at bekræfte og synge lovsang for Guds nærvær med tro, håb og kærlighed. Med gehør for troens mysterium itone- og italesætter bebudelsessalmen ”Nu kom der bud fra englekor” netop, at også vi skal undfange: ”O Herre Jesus, lad din Ånd / mig kraftig overskygge, / bered mit hjerte ved din hånd, / at du deri kan bygge, / at også jeg kan åndelig / undfange dig / og aldrig fra dig rykke.” (DDS 71 v 5)
Findes der stærkere håbstegn end netop et barns komme? Et barn er – al fertilitetsteknologi ufortalt – stadig ikke noget, man bare laver, ikke noget man kan tage selv. Et barn er noget, man får, – hvis man altså gør. Besværligt og smertefuldt, men ikke desto mindre en gave og et mirakel. Et livets under, som man en tid kan få lov at bære og nære, undres over, håbe for og ængstes for, følge og forhåbentlig glædes ved. Til Mariæ Bebudelse har jeg denne gang valgt et moderne kunstværk fra 1996, hvori der indgår en video med scanningsbilleder af en gravid livmoder. Værket er – eller har været – placeret i Rigshospitalets gangareal ved opgangen til gynækologisk afdeling, men har også været udlånt til Ordrupgårds fordums kunstudstilling om moderskab. Den kvindehøje skulptur hedder ”Bebudelse” og er skabt af billedhugger og fotograf Suste Bonnén (f. 1948), som selv har født 4 børn og som kunstfotograf på fødeafdelingen været usædvanlig tæt på gravide og fødende kvinder. Titlen taler for sig selv, men også den unge kvindeskikkelses klassiske ynde bringer genklang af ikoniske Mariafremstillingen fra renæssancen og frem. – Aktuelt har vi for resten mulighed for at skyde genvej til et klassisk forbillede i Michelangelo-udstillingen på Statens Museum for Kunst. – Suste Bonnéns skulptur fremkalder vores indre Mariabilleder og belyser samtidig den gådefulde og for os uoverstigelige forskel på ikke-liv og liv, hvorom alting er. Hvor udtryksfuld bronzeskulpturen end er, er den som metalgenstand statisk og livløs, mens den tændte videos uroligt skiftende billeder viser umiskendelige livstegn. Den digitaliserede dokumentation af et fremgroende menneskeliv vækker sindsbevægelse og ærefrygt. Skulpturen bærer monitoren som et kostbart skrin, svarende til at unge forældres fosterscanningssession ofte er højtidelig og kærlighedsfuld, og deres scanningsprint bevares som klenodier, kredsende om livets forunderlige gave.
Birgitte Bech kirkekunst 