Fra min ungdom i nøjsomhedskulturens Danmark mindes jeg en måltidssituation, hvor jeg var gæst i et småkårshjem med stort hjerterum. Som så ofte havde husmor drøjet på maden, så den kunne række til lidt flere portioner: I stedet for en hel frikadelle pr person fik man en flad, gennemskåret delle, varmet på panden med brasede kartofler og overhældt med en kønsløs brun sovs, som endnu engang var spædet op og jævnet; det mætter alt sammen. Den oprigtigt fromme husfar bad som altid en bordbøn om Guds velsignelse af måltidet, hvorpå han med et glimt i øjet henvendt til hustruen tilføjede, at nu var maden da vist allerede blevet tilstrækkeligt velsignet. At ’velsigne maden’ var i denne bibelstærke kreds bl.a. synonym for at få den til at række længere. Man delte det lidet, man havde, hvad maden angik, og man delte det store, man havde, hvad troen angik! Bestræbelsen var til hver en tid at lade tilliden vinde over bekymringen – og for resten sætte sig i sultnes sted. – Den samme lille familie byggede så at sige videre på gæstfriheden ved frivilligt arbejde i Kirkens Korshær, hvor der altid var mennesker at dele med. – Mindet dukker op i anledning af bespisningsunderet i Joh. 6, hvor Jesus på bjerget ved Tiberias’ Sø velsignede fem bygbrød og to fisk og lod dem dele ud til tusinder af mennesker, som alle spiste sig mætte. – Jeg ser en efterklang af evangeliets bespisningsunder, hver gang mennesker deler ud af det lidt, de har, selvom en og anden med god ret kan spørge: ”Hvad er det til så mange?”. Englevioliner klinger med, når nødhjælp og socialt og humanitært arbejde gennemføres mod næsten alle odds, når vi vækkes af manende slogans som ”En verden delt af udelt brød” eller ”When you have more than you need, build at longer table not at higher wall”. Det politiske engagement må somme tider blande sig i fortolkningen, og vi længes efter ukompromitterede politiske vejvisere og ledere.
Vi kan gå i kirke med vores længsel efter en leder, som personificerer den himmelske generøsitet. Her møder vi Kristus som den lysende skikkelse, der bærer og nærer fællesskabet med tillid til, at det umulige er muligt. Johannes fortæller, hvordan dette fyrtårn, Jesus, efter den store bespisning modtog folkets hyldest: ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden”. Men Jesus trak sig tilbage og undgik populisme og politisk magtkamp. Hans anliggende med brødunderet var ikke at selviscenesætte, men at give sig selv. I samme kapitel finder vi Jesu ord om, at han selv er ”Livets brød”, en tale, der hos Johannes delvist træder i stedet for nadverindstiftelsesord. – Når vi knæler for hans nærvær og ord ved alteret, modtager vi det lidet: oblaten, og det store: troen. Her må troen igen og igen lade tilliden sejre over bekymringen. Nadverbordet er langt, langt, langt, for her er plads til dig og mig og alle fremmede. Knæfaldets halvcirkel rundes og sluttes i evigheden som en uendelig ring med plads til også tidligere og kommende generationer. Her deler jeg endnu engang brødunderet med bl.a. de mennesker, der lever stærkt i mine minder!
Mit opslag til midfaste søndag viser et klart og smukt relief, som billedhugger Laila Westergaards har skabt i sin forunderlige magiske realisme, hvor hun forener fotografisk præcision med symbolsk dybde. Relieffet har fra 2023 hængt på væggen i Glostrup Sognegård, hvor det indgår i et meget stort og righoldigt nadverbillede. Relieffet viser brød og fisk, som begge er velkendte Kristussymboler, her side om side med en skarp kniv, som refererer til Jesu død. Bordet er dækket med 14 kuverter, hvoraf de 1 + 12 viser hænder med forskellige aldre og udtryk. Den 14. kuvert forneden står endnu tom: parat til dig!
Birgitte Bech kirkekunst 