Somme tider bruger man vendingen: ”Han tror, han er Guds gave til menneskeheden”, brugt om en opblæst person, som føler sig særligt udvalgt – og får mere og mere svært ved at forestille sig, at han nogen sinde kan erstattes. Historien gentager sig blandt magthavere: En karismatisk leders løbebane begynder måske kønt med ord om taknemmelighed og ydmyghed over for opgaven, men ydmygheden kan snart gå fløjten, politiske løfter blive varm luft, og projektet indsnævres til personlig vinding og fastholdelse af magten som sådan. Når der går hyperinflation i selvbilledet, vil det megalomane ego omgive sig med rygklappere, bruge medmennesker og institutioner som trædesten og tilmed tage Gud til indtægt for sin magtudøvelse. Selvforelskelse og angst for magttab er drivende kræfter. Før eller senere kan magthaveren fristes til at skrive historien om, nedbryde magtens tredeling og ændre den forfatning, som er skrevet for at sætte grænser for tyranner. Omgivelser støtter måske uretten og ’kysser ringen’ for ikke selv at efterlades som tabere. – Nietzsche identificerede menneskets grunddrift som ”viljen til magt”, og magten korrumperer, har vi lært – og til overflod fået at se.
Og så har vi modfortællingen i søndagens tekst fra Matt. 4 om den mest karismatiske leder, vi kender, udvalgt fra højeste sted og bekræftet af Helligånden. Efter åndsdåben drev Guds Ånd ham ikke ind i privilegerede cirkler, men ud i ingenmandsland, hvor han i enrum tog livtag med viljen til magt som personlig fristelse: Han stod ved skillevejen og kunne bruge sin overordentlige karisma til egen vinding og dertil tage Gud til indtægt: ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned … Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder”… Og han kunne efterstræbe herredømmet over alle verdens riger og deres herlighed: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”. Men ’viljen til magt’ forførte ham ikke, og han kyssede ikke ringen! Hans ånd var ikke det opblæste egos varme luft, men Helligånden, som gav styrke til at forblive tro i tjenesten: ”Vig bort, Satan!… Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Det er Kristus, vi uden ironi kan kalde Guds gave til menneskeheden, fordi han til det yderste gav sig selv i medmenneskelighedens tjeneste. Deri bliver han stående som det uudslettelige forbillede for høj og lav – og som vores tilflugt, når vi selv bliver fristet til fald.
Danmarks kalkmalerier har adskillige billeder af Jesu fristelse i ørkenen med spektakulære fremstillinger af den skinbarlige, som ved sine grimme attributter ikke er til at tage fejl af. I nyere tid er billeder af Djævelen få og anderledes fortolkningsåbne. Hvad jeg har fundet, har jeg allerede vist i tidligere opslag. I nutiden taler man jo mindre om den onde end om det onde, og det onde ser vi for så vidt rigeligt anskueliggjort i hverdagens pressefotos. Til dagens opslag er jeg mod sædvane gået uden for Danmarks grænser for at bruge et værk af den tyske maler Georg Cornicelius, som døde i 1898. Værket blev offentliggjort i anledning af en auktion i 2013. I randen af Cornicelius’ symbolistiske billede står Djævelen, personifikationen af modstand mod Guds rige. Han stikker hoved og hænder frem, og i hænderne holder han over Jesu hoved en kongekrone som fristende magtsymbol. Den blev afvist.
Birgitte Bech kirkekunst 