Kunst til kirkeåret, fastelavns søndag, 1. rk. – Dåb

Den omdiskuterede dåb:

Jesus begynder sin offentlige fremtræden i kredsen om Johannes Døberen og bliver selv døbt af Johannes. Svovlprædikanten Johannes tilbyder bodfærdige jøder sin omvendelsesdåb med vand, men henviser iflg. Matt. kap 3 til Kristus som sin overmand, der kommer for at døbe med Helligånd og ild, – hvilket handler om andet og mere end et dåbsritual. Der er en umiskendelig kristen forlegenhed ved, at også Jesus modtager Johannesdåben. Forlegenheden er i dagens tekst lagt i munden på Døberen selv: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarer: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Forlegenheden overtrumfes nu af den lysende fortælling om Jesu dåb som den særlige åbenbaring af Helligånden, hvor Jesu guddommelige åndsudrustning manifesterer sig for dem, der har øren at høre med og øjne at se med: ”Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham”. Jesus favnes af det himmelske lys og Guds kærlighedserklæring; han er kendt, elsket og udvalgt: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Efterfølgende fortælles, at Ånden driver Guds udvalgte ud i ørkenen, ud til 40 døgns faste i det goldeste og ensomste ingenmandsland, hvor grådighedens og magtbegærets fristelser må nedkæmpes. Satan må vige for engle. Her handler fastetidens drama om mere end fastelavnsbollekåring. Den handler om, hvad kristendom er.

Jesu dåb er et meget brugt og yndet motiv i kirkekunsten, dels som en genkendelig begivenhed i Jesu livshistorie, dels, ja primært, som prototype på gudstjenestens dåbsritual, parallelt med de mange prototypiske billeder af Jesu sidste nadver. Vi modtager disse dåbsbilleder som en forkyndelse af, at Jesus gør fælles sag med os. Han tager alle tiders dåbsbørn med sig ind under Guds åbne himmel, hvor Ånden har taletid, så Guds kærlighedserklæring kan høres. Vi har som bekendt ikke nogen tekst om, at Jesus selv udfører dåb, men i stedet har vi den – også i kirkens udsmykninger – meget yndede fortælling om, at han velsigner de små med ord om, at Guds rige er deres. Menneskebarnet er kendt og elsket, helt fra det bliver til som et glimt i sin skabers øje.

I 1949 skabte Jais Nielsen i samarbejde med glarmester Freese 5 smukke, høje kor-ruder samt alterskulpturen med nadverbilledet til Vor Frelser Kirke i Vejle, som trods den historiske stil var en ret ny kirkebygning. Jais Nielsen levede 1885-1961, så udsmykningen i Vejle er et af hans seneste store arbejder, skabt i en tid, hvor der ellers kunne være langt mellem spændende fornyelser i dansk kirkekunst. Ruderne skildrer tilsammen Jesu liv fra fødsel til død og opstandelse, og hver af ruderne har 4 motiver over hinanden. I en af påskerudernes afrundede topstykke finder vi billedet af Jesu dåb. Det er en harmonisk komposition, hvor den let bøjede Jesus er skildret med et lyttende udtryk og armene over kors. Johannes’ hånd med vandet krydser det himmelske projektørlys, mens hans blik er vendt op mod duen, der er placeret øverst i midteraksen, som Gud Helligånds ikoniske repræsentation. Der er paradisisk smukt og frodigt omkring Jordanfloden, hvis vand spejler himlens rene, blå farve.

Jais Nielsens kirkekunst er karakteristisk ved let stiliserede skikkelser med enkle og klare konturer, koncentreret om det væsentlige, forstærket af intense farver. Han har gennem sit kunstnerliv givet klare beviser for et stort talent for både maleri, keramik og glaskunst. Jais Nielsens kunstneriske karriere fra futuristiske abstraktioner til traditionelle, religiøse motiver er bemærkelsesværdig. Gerne beretter han om sin mors stærke kristendom og bibelkendskab og om sin egen fortrolighed med Assisi og katolske motivkredse, men – som de fleste af den religionskritiske efterkrigstids kunstnere – er han blufærdig om sin personlige tro. Fotos: Claus Jensen.