Kunst til kirkeåret, seksagesima søndag, 1. rk. – Sædemanden. – Hvad er det, der sås?

Stirrer vi på vores ’jordbund’, både vores indre personlige bund og vores fællesskabers, er det lettest at få øje på tørke, tidsler og sten, som står den gode vækst i vejen. Det går ikke så godt med at lade troen, håbet og kærligheden være bærende kræfter i livet, alt imens vi dagligt erfarer, at meget af det, som vi fundamentalt har stolet på, er trængt og truet på både kort og langt sigt. Nyhedsfladen vælter ind som et massivt angreb på sandhed og livsmod. Hvordan skal vi kunne synge fortrøstningsfuldt som Grundtvig, at ”den gode jord hernede, / tro og håb og kærlighed, / rense vil Gud selv og frede / til en himmelsk frugtbarhed”? – Nej, vi graver nok ikke håbet op nedefra. Vi må et øjeblik løfte blikket fra den beskidte jordbund, vi tramper rundt i, hvor værdier underløbes og løgne har frit spil. Vi må se op og tage pejling af sædemanden selv, som lige nu står lysende foran os og fortæller sin gode historie. Den evangeliske lignelses pointe er jo ikke vores jordbund i dens uoverkommelige forskelligartethed, men derimod sædemanden selv, som uden forskel gør Guds generøsitet gældende for den hele menneskehed. Han sår og sår overalt, virkelig overalt, uanset om det kan synes umagen værd, fordi han ikke opgiver håbet for noget menneske. Altid på livets side insisterer han på troens, håbets og kærlighedens kraft til endnu engang at spire, blomstre og bære frugt med forløsende nye livsmuligheder, måske hvor vi mindst venter det.

Hvad er det, han sår? Det er tårer, sande ord og glødende hjerter: Han sår tårer over verdens kynisme, magtbegær og grusomhed, tårer over had og hævnfølelse. Han lider med ofrene og beder for også de skyldige. – Han sår sande ord: I stedet for sammenbidt tavshed i skyggen af spin, propaganda og løgn sår han sande ord, livsoplysende fortællinger, sang og bøn, ”hvor to eller tre er til stede i mit navn”. – Og han sår glød som lysende helligåndsflammer. I stedet for frygtens dødskulde, der isolerer mennesker, sår han varme og ildhu i fællesskaber, der støtter hinanden i at finde livsmod som Guds børn.

i Nørremarkskirken i Vejle er det centrale motiv på Peter Brandes’ store, gyldne altervæg fra 2013 den store sædemand med frøposen over skulderen. Sædemanden fremtræder også som den dødsmærkede korsfæstede, der sår sig selv som en frugtbar hvedekerne i jorden. Altervæggen er oversået med – ja med hvad? Med tårer, med evangeliets hvedekorn og med Åndens flammer. Fortættede symboler med flere gyldige tydninger. Peter Brandes’ kunstværk er i sig selv en forvandlingsfortælling om, at sorg bliver vendt til glæde. Syndefaldets Adam og Eva forvandles til Maria og Johannes, der henter forsoning ved korsets fod. Og den store gyldne, let konkave flade opfanger, spejler og genudsender lyset fra Gud. Peter Brandes var glad for guldets symbolværdi og for dobbeltmotivet med sædemand/ korsfæstelse. Samme motiv har han brugt i sine kirkeudsmykninger i Michigan og i Canada.  Foto: Claus Jensen.