Nu begynder vi nedtællingen til påske, og denne søndag skal vi tale om lighed: Lighed er en lysende værdi i Danmark og ‘vores’ del af verden, men vandene deler sig som bekendt omkring forståelsen af lighed: Lige velstand eller lige muligheder eller? På vores arbejdsmarked plejer vi i hvert fald at kunne enes om mantraet ’lige løn for lige arbejde’. Pudsigt nok dukker Matthæusteksten om ’lige løn for ulige arbejde’ tilbagevendende op, netop mens danske overenskomstforhandlinger pågår. Arbejdsmarkedspolitisk kan vi næppe forestille os den generelle praksis, at en arbejder med kun få timer får samme løn som den fuldtidsarbejdende, der ”har båret dagens byrde og hede”? Men Jesus sagde altså: ”Jeg vil give den sidste her det samme som dig.” Vi kan umuligt lave realpolitik med bibelen som opskrift, men vi kan heller ikke beskylde Jesus for at sætte skotter op mellem evangelium og økonomi. Vores stadige – og stadigt ønskelige – indsats for social retfærdighed har utvivlsomt rødder i kristendom. Og i den store skala har det i høj grad også med kristendom at gøre, at de fleste af os provokeres stærkt af, at formuer i fantasillionklassen akkumuleres globalt hos færre og færre personer, mens utallige fattige slider sig fordærvede uden alligevel at kunne sikre sig et udkomme – eller overhovedet få adgang til et arbejdsmarked. Mon ikke lignelsen også skal kaste den politiske pointe af sig, at alle mennesker bør have en chance i livet, hellere sent end aldrig?
Vi ser, hvordan denne verdens autokrater og milliardærer i en uhellig alliance leger guder ved at koncentrere rigdom, magt og indflydelse hos sig selv på de manges bekostning og således åbne ulighedens afgrund for verden. Måske vil magnaterne tilmed sige som lignelsens: ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, er er mit?”, MEN verden er ikke deres ejendom. Vingården er Guds. Den sande, livgivende Gud vil ikke lade ’fanden tage de sidste’. Som lignelsen fortæller, går vingårdsejeren både kl. 9, kl. 12, kl. 15 og igen kl. 17 ud for at hente håbefulde arbejdere ind. Hans generøse og menneskekærlige hjerte har ingen ro, før alle er budt med ved livets bord: det lange bord, som dækkes både her og hisset og rækker ind i det gudsrige, hvis skønhed vi kun aner. Skal vi le eller græde, når nogle har så travlt med at gennemgå og opregne deres egne præstationer, at de næppe ænser at være indbudt til Guds fest, sammen med alle de andre. Der suspenderer værten alle menneskelige sammenligninger ved at sige: ”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”
Som med en tegneserie har maleren Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) udsmykket væggen i Bredsted Skolekirke i Sydslesvig med Arbejderne i vingården som motiv, lettilgængeligt for skolebørnene og altså også for os. Til venstre ser vi lignelsens hvidhårede og rødklædte vingårdsejer gå ud for at hente de endnu ledige, som straks griber deres værktøj og går i gang. Bagved den sydlandsk udseende mur sveder de ansatte daglejere med druehøsten, alle med bar overkrop. Till højre i billedet ser vi lønudbetalingen: De to sidst-ansatte går fornøjede derfra, hver med en hel dagløn i hånden. Men i døren argumenterer en utilfreds arbejder for, at han til sammenligning burde være bedre betalt end de to gående.
Guttorm-Pedersen, som bl.a. er kendt for smukke, stiliserede plakater og illustrationer af relevans for grænselandet, malede skolekirkens altervæg i 1955. I 1952 vedtog den slesvig-holstenske landskirke, at danske menigheder skulle betale et gebyr for brug af de tyske kirker og desuden underlægge sig den tyske kirkes ‘Ordnung’. Det fik mange danske menigheder til at søge nye muligheder for egne gudstjenesterum. I 1953-54 eksploderede således antallet af skolekirker: I et klasselokale indrettede man sig bag en foldevæg eller skabslåger med døbefont, alterbord, kors og knæfald, som på få minutter kunne bygges op til søndagsgudstjenesterum. De færreste kirkeskoler fik dog et kunstværk af denne kaliber. – I 1969 fik danske menigheder igen udvidet adgang til brug af tyske sognekirker.
Birgitte Bech kirkekunst 