Kunst til kirkeåret, sidste søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Forklarelsen

Tænk at finde en sprække i den materielle virkelighed! At opleve en transparens, som giver udblik til en større klarhed! At få lov at transcendere hverdagsbevidsthedens lavloftede rum! – Det kan godt være, at grænseoverskridende erfaringer ikke helt sjældent forekommer, at mange mennesker kender til anelser og momentane glimt, men oftest sker der nok det, at vores rationalitet rejser tvivl om transcendenserfaringernes gyldighed og lukker dem ned: Måske var det alligevel ikke rigtig noget? Var det i grunden noget særligt, at jeg følte en forunderlig fred og lethed i sindet, da jeg for sidste gang sagde godnat til min lille, gamle mor, og at stjernehimlen lyste smukkere end nogensinde, samtidig med at hun døde? Det er måske alligevel ikke rigtig noget at fortælle om. Vi kan jo heller ikke gøre vores stemninger og mavefornemmelser til forkyndelsens indhold. – Men evangeliet fra Matth. 17 taler frygtløst om en ’peak eksperience’, hvor den vante virkelighed revner, og forvirrede disciple pludselig ser alt i et klarere, himmelsk lys: ’The usual suspects’, Peter, Jakob og Johannes, var med Jesus gået op på et højt bjerg, hvor han ”forvandlede sig for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”. Tilmed fortælles, at den forvandlede Jesus Kristus samtalede med de hinsidige Moses og Elias, altså loven og profeterne, så at ingen læser skal lades i tvivl om, at den gamle og den nye pagts Gud er identiske. Den evigt levende Gud er én, og det er ham, vi møder i Kristus. Ved forklarelsen gentages pædagogisk Jesu dåbsord fra højeste sted: ”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Ved den lejlighed kastede disciplene sig ned i ærefrygt, de mistede det gamle fodfæste – men fik et nyt. Snart efter var alle tilbage i lavlandets sædvanlige elendighed, hvor fattigdom og sygdom råder, men nu med et forandret perspektiv. Hverdagens elendighed var og er altså ikke hele virkeligheden. –

I den ortodokse kirke blomstrer en udviklet teologi om det mystiske, uskabte lys, som det angiveligt er menneskeligt muligt at erfare, så sandt mennesker til alle tider er Guds elskede sønner og døtre. Metamorfoseikoner spiller også en stor rolle i ikonmaleres uddannelse. I vores lutherske kirke er der salmedigtere som Ingemann, der lader det mystiske lys tindre, men fhv. sjældent har Forklarelsen været motiv for vores kirkekunst. Noget har imidlertid ændret sig på det sidste: Maja Lisa Engelhardt, Peter Brandes, Bjørn Nørgaard o.a. samtidskunstnere har valgt Forklarelsen som et hovedmotiv i deres kirkeudsmykninger. Bjørn Nørgaard har dels fremhævet Forklarelsen i sin imponerende og righoldige skulptur ”Riv dette tempel ned” ved Ikast Kirke. Og dels bliver Forklarelsen hovedmotiv i hans over 8 m brede glasmosaik, som det kommende kirkerum i Aalborg Hospital udsmykkes med. Forklarelsen er i Nørgaards mosaik placeret centralt mellem Moses, der med lysende isse stiger ned fra Sinai Bjerg og knuser lovtavlerne i vrede over hebræernes dans om guldkalven, og Jesu Bjergprædiken, hvor saligprisningerne får alle tilhørere til at lyse. Jeg kan foreløbig kun vise Bjørn Nørgaards modeltegning, som er udarbejdet 2020-24, men mon ikke vi kan glæde os til i 2026 at se Aalborg Hospitalskirke åbnet med det endelige værk i glasmester Hebsgaards udførelse.