Taler Gud til os gennem havet? Den uforglemmelige religionslærer salig Finn Jacobi i Aarhus opfordrede til, at alle gymnasieelever i hvert fald én gang i en religionstime skulle sætte ord på, hvad oplevelsen af havet betød for dem. – I Jobs bog belærer mytens suveræne poesi os om havets vælde og om skaberen bag også dette våde element. Ud fra stormen taler den usete Gud til Job: ”Hvem spærrede havet inde bag porte, da det brød ud af moderlivet, da jeg gav det skylaget til klædning, da jeg afstak en grænse for det… Har du været ved havets kilder, har du vandret på urdybets bund? Er dødens porte blevet åbenbaret for dig?”… Intet menneske kan befale over havet. Havet er et givet livsgrundlag, som vi tydeligvis kan ødelægge, men ikke selv kan skabe. Her kan vi føle ærefrygt, og her kan vi føle afmagt, når naturen viser sig som vores fjende. Brodsøers oppiskede vandmasser er indifferente, om de styrter ned over drivtømmer, fisk eller mennesker, ligeglade om den nødstedte i båden skulle være på vej til sit bryllup eller til uforsørgede børn. Menneskekroppe er skrøbelige kastebolde i elementernes rasen. Vi ved, at naturlove er blinde, tyngdekraft bevidstløs, ulykker og naturkatastrofer uden mening. MEN vi skrøbelige mennesker er samtidig dem, der ikke skal lade os nøje med meningsløst at være materie blandt andet materie. Vi er natur, ja, men vi transcenderer naturen ved at spørge efter mening, række ud efter et DU, som kan forvisse os om betydningen af vores liv. Vi er i denne tilværelse hinandens meningsgivende du og samtidig i dialog med det store, det største DU, der kender livets kilder og dødsrigets porte. I nødens stund er mennesker ikke blot forgængelige kroppe, men kaldende eksistenser, der kan anråbe det store DU og bede: ”Herre frels os! vi går under!”.
Matthæusteksten fra kap. 8 fortæller om det voldsomme uvejr på Genezareth Sø, hvor ”båden skjultes af bølgerne”. Jesus sov trygt på skibet, til han blev vækket af disciplenes angstfulde råb, rejste sig og standsede stormen. En sådan fortælling om, at Jesus sætter grænser for havets vælde, identificerer ham som Gud. Vi kan modtage denne epifaniberetning som en blandt mange undere, men den legendariske fortælling bliver mere righoldig ved at blive læst symbolsk: Som et billede på livet, på alles liv, hvor vi på gyngende grund erfarer afmagt, forladthed og eksistentiel usikkerhed. I den eksistentielle ensomhed beder vi til, at nogen vil gøre os livet hjemligt og våge sammen med os, møde undergangstrusler sammen med os og vise vej hinsides forliset. I grænsesituationer kan vi mindes om, at Menneskesønnen vil være lods ombord på vores livsrejse. ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” hører vi ham skænde, men han forlader os ikke.
Kirkens billedkunstnere skildrer det stormfulde havs dramatiske æstetik med både fryd og ærefrygt. Bølgernes voldsomhed ses i truende kontrast til den lille bitte båd, som kastes rundt med sine passagerer, mens sejlene flænges. De dygtigste malere henter os helt derind, hvor vi deler disciplenes angstråb: ”Herre, frels os, vi går under!”. Maleren Simon Aaen (f. 1978) er blevet en værdsat kirkekunstner. Med skitseagtig stil forener han naturlyrisk impressionisme med bibelsk symbolisme og har i flere omgange budt ind på motivet ’Jesus stiller stormen på søen’, bl.a. i Hvinningdal Kirke, Silkeborg. Himmel og hav, mørke skyer og hvide skumsprøjt står i ét på Simon Aaens stærke maleri. Også farverne bidrager til fortællingen: Hvor de blinde naturelementer er skildret med iskolde farver, er det levende menneskeliv markeret med en farve så rød som Guds hjerteblod, og de blændende hvide strøg om sejlet bibringer motivet en metafysisk karakter.
Tidligere har jeg vist Havsteen-Mikkelsens ikoniske malerier af stormen på søen. Adspurgt, om han kendte Genezareth Sø, svarede han: ”Nej, men Atlanterhavet kender jeg.” Se nedenstående maleri, som har hængt på Schæffergaarden i Gentofte. Gad vide, hvor det findes i dag? Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 