Peter Brandes er død, 80 år gammel

Vor indflydelsesrige kirkekunstner Peter Brandes døde lørdag morgen. Peter Brandes har siden slutningen af 1980’erne beriget danske og udenlandske kirker med skulpturer, glaskunst, malerier og tekstilkunst i abstrakt-ekspressionistisk stil. Ikke mindst er Brandes gået over i historien med sine store totaludsmykninger af såvel moderne kirker som middelalderlige kapeller. Vejleå Kirke i Ishøj blev kunstnerens gennembrudsværk, renoveringen af Gamtofte Kirke, Dyssegaard Kirke, Nørremarkskirken i Vejle og Andreaskapellet i Roskilde Domkirke blev andre højdepunkter, og udsmykningen af Aarhus Domkirkes Nordre Kapel hans finale. I anledning af kunstnerens 80-års fødselsdag lagde Silkeborg Bad ramme til en storslået retrospektiv udstilling og fik dertil udgivet et værdigt katalog.

Kunstneren har gennem en menneskealder bevæget sig fra at være lidelsens stærke fortolker til også at anskueliggøre en jublende opstandelsestro, gerne udtrykt i gyldne relieffer. I kraft af en usædvanlig bibelsk, kirkelig og kulturhistorisk indsigt og dertil en dramatisk slægtshistorie har Brandes skabt tankevækkende udsmykninger, som belønner den fortolker, som giver sig tid til fordybelse.

Senest tog Peter Brandes forsoningens tema op med reference til den blodige strid mellem jøder og muslimer, idet han skildrede de respektive stamfædre Isak og Ismael i deres smerteligt modsætningsfyldte uadskillelighed. Se den aktuelle tegning.

Æret være Peter Brandes’ minde!

Tirsdag d. 8. april 2025 kl. 19-21 holder jeg i Solbjerg Kirke, Frederiksberg, et retrospektivt billedforedrag om Peter Brandes’ kirkekunst, “Mellem lidelse og glæde”, hvor også forsoningstemaet tages op.

Skriv en kommentar