Nu kan vi se tilbage på julen, der trak os gennem en række mørke uger: For mange en lidt travl og anspændt tid – lige fra forberedelse af adventsgaver i november og frem til aflevering af tomme flasker efter nytårsfesten. Inertien fra de altid voksende to-do-lister har holdt os beskæftigede. Tusinder af rejsende brugte timer på skinner og veje med kurs mod gensyn med familie og venner, mens andre bagte, kokkererede og skabte julestuer til de attråede gæstebud. Selv må jeg vedgå, at jeg afstod fra mine vante stunder ved computeren med fokus på dansk kirkekunst – til fordel for julehurlumhejet. Julen sætter sig igennem som det fælles, og julen er umagen værd! De hævdvundne juleritualers symbolkraft løfter de mange gøremål op over trivielle praktikaliteter. Her i huset bliver det jul, når mors fine, hjemmelavede julepynt kommer frem, når julekrybben med de udskårne kameler fra Jerusalem sættes op, når familien ringer på døren med favnen fuld af juleblomster og småkagedåser, når de levende lys på grantræet bliver tændt, når yngste barnebarn spiller julen ind på mit gamle klaver, og… ikke mindst når kirken ringer ind til en gudsvelsignelse af stjernestunder. Næsten alle julesalmerne blev sunget i kirken i år. Det overstiger min fatteevne, hvordan præster, organister og andet personale kan nå så smukt i mål i et år, hvor perioden fra 22. dec. til 5. jan byder på 7-8 helligdage + det løse, men jeg kan kun sige af hjertet TAK for de mange festlige, højtidelige, dygtigt forberedte gudstjenester, som lader julens stjerne stråle helt ind i sjæl og sind.
Den forestående søndag, hvor al juletravlhed er tilbagelagt, har vi så en sidste, god chance for at sætte os i de julepyntede kirker og stuer og stilfærdigt lade hjertet folde glædens vinger ud. Nu er der ikke mere, vi lige skal nå. Vi kan på Helligtrekongers søndag gøre fælles sag med Jesusbarnets belæssede og trætte julegæster, der omsider nåede frem til det sted under stjernen, hvor jord og himmel mødes. Tak for julens sidste stjernestund!
Mit valgte billede er malet af Esben Hanefelt Kristensen i 2020 og udstillet på Galleri Rødhusgaarden i Vendsyssel. I forgrunden ser vi et mylder af rejsende med multikulturel og tværhistorisk fremtoning. Der er trængsel, som skulle alverden skrives i mandtal. Nogle er udrustet med armygrønt og palæstinensisk partisantørklæde, sågar en smøg, nogle er arabisk klædt. Der er hyrde med får og fårehund, der er lejrplads med bål, og der er en landrover med tagbagage. Alle er undervejs. Uglen flyver ud som et nattens tegn. Centralt foroven i billedets baggrund finder vi helligtrekongers-motivet som en gylden vision på hvælvet stjernetæppe. Her står de tre konger, som middelalderlegenden tro vises med forskellige hudfarver som repræsentanter for alle kontinenter. De modtages af en kongelig skikkelse foran Kristussymbolet Juda løve, fulgt af andre dyr. Den dekorative baggrund viser th et filigran af trækroner omkring et lille rødt hjerte, tv. ser vi stjernehimlen løfte sig over kupler og spir. Den himmelblå farve og stjernetæppet har en særlig betydning for Esben Hanefelt. Han fortæller, hvordan han som ung i 70’erne købte en kopi af en almanak fra 1400-tallet: Les Tres Riches Heures du Duc de Berry, hvor der var ødslet med den engang så kostbare ultramarinblå, som man fremstillede af halvædelstenen lapis lazuli. “Jeg har taget den blå farve til mig. Himlen er blå, havet er blåt, glæden er blå, blå er Guds yndlingsfarve. Den blå farve er både empirisk og mytisk. De fleste af mine billeder handler om kærlighed til vores lille blå planet”.
Birgitte Bech kirkekunst 