Sammen med julegudstjenesternes ukuelige englekor om “Fred på jorden”, er der i kirkens bønner gerne blevet bedt for alverdens forfulgte kristne. – Kristne i Syrien har i denne uge samlet mod til at demonstrere for deres religionsfrihed. Vi holder vejret: Fra oprørsgrupperingen HTS er der afgivet løfter om et nyt, både frit og mangfoldigt Syrien. Vil det blive respekteret? Kristne martyrier er aktuelt den grumme hverdag i store dele af verden, hvor antallet af registrerede kristne følgelig er støt faldende. I det 3. årh. blev martyrernes blod kaldt ”de kristnes sædekorn”, idet deres standhaftighed under forfølgelser dengang snarest syntes at øge kirkens medlemstal, – hvilket i dag vel næsten er hinsides vores fatteevne. Det er tæt på ubekvemt for dansk julefred og -hygge, når juleenglene 2. juledag må give plads for de kristne martyrer. Efter middelalderlig tradition er dagen midt i julen stadig Stefans dag, dagen for mindet om kirkens første martyr. Fortællingen er, at urmenighedens ejegode, Kristusbekendende diakon Stefan blev anklaget for bespottelse af den mosaiske religion, hvorpå den lovlærde Saulus = Paulus blandt ’vidnerne’ sanktionerede hans henrettelse ved stening (Ap. G. kap. 6 og 8); måske kastede Paulus den første sten. Stefans lange apologetiske prædiken for tilhørerne sluttede i blod og ånd, idet han knælende anråbte sin himmelske Herre, overgav ham sin ånd og bad for sine bødlers tilgivelse – som med en genudsendelse af Mesterens egne korsord: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” og ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!”. – Ingen af os kender den langsigtede betydning af vores ord og handlinger. Stefan overgav sit liv og sin død til Gud uden at kunne ane, at den Paulus, som bifaldt hans henrettelse, omkring 30 år senere selv blev en af Romerrigets kristne martyrer. Det blev et historisk tidehverv, at den Kristusbekendelse, som Paulus så nidkært bekæmpede, arbejdede videre, Kristus indhentede Paulus, så forfølgeren selv blev en nidkær bekender. – Herrens veje…
Præst og salmedigter Niels Johansen har i sin tid tilegnet salig Dr. Theol. Theodor Jørgensen sin fine salme om Skt. Stefan og Jesus selv som den første martyr. Jeg citerer:
”I verdens sum af smerte / har hver en martyr lidt. / Og Jesus var Guds martyr. / Det svar i dag er mit. // Den unge nazaræer, / der gik de sidste skridt, / han bad for sine fjender. / Det svar i dag er mit. // Nu er han dér, hvor bomber / er nattens mareridt, / som den opstandne frelser. / Det svar i dag er mit. // Som fred iblandt forfulgte, / hvis frygt er ubestridt, / som håb i håbløsheden. / Det svar i dag er mit. // Hver Stefanus skal se ham, / hver enkelt, der har lidt. / Gud tørrer jeres øjne. / Det svar i dag er mit.”
I dansk kirkekunst findes en del middelalderlige fremstillinger af Skt. Stefan, ofte kombineret med billedet af den onde Herodes, hvis stalddreng han iflg. legenden var. I min jagt på efterreformatoriske tolkninger stødte jeg på nettet på en efterlysning af Carl Blochs maleri fra 1888 af Stefans stening. Det er et af Carl Blochs senere værker. Carl Bloch (1834-1890) var den feterede genre- og kirkekunstmaler, som med sin store tekniske kompetence skabte bibelske situationer, der inviterede til indlevelse, men som martredes af selvkritik og efterfølgende i perioder dømtes ude som illusionistisk ‘glansbilledmaler’. Her ser vi den stenede Stefan liggende uden for Jerusalems bymur med opadvendt blik. Hans ansigt er belyst oppefra, men vi får ikke himlen at se, og ingen visuelle effekter anskueliggør Guds modtagelse af martyrens bøn. Med et citat fra hebræerbrevet: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. – Jeg kender kun værket gennem dette s/h-foto. Det ville være interessant at få flere oplysninger.
Birgitte Bech kirkekunst 