Håbet næres, når en tilsyneladende vissen busk med sine uanselige knopper forjætter et nyt løvspring. Netop dette motiv har kunstneren Paul Høm, 1905-1994, anskueliggjort på sin smukke altertavle fra 1947 i Albæk Kirke, Frederikshavn. Når tavlen er lukket, ses på fløjene et gråbrunt grenværk oven over det rodnet, der tegner sig som filigran bag teksten på altertavlens fodstykke. Ser man godt efter i maleriet, finder man de mange knopper – og oplever en glad forventning, som indfries, når altertavlen slås op og åbenbarer et lysende grønt, løvrigt og frugtbart vintræ i al sin fylde – som en paradisvision. Jævnfør Jesu lignelse i dagens tekst fra Luk 21: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.”
I november havde jeg den fine opgave at vise håbsbilleder til ’Samtaler om tro’ på Kursuscenter Emmaus i Hasle. Mange af de kirkelige værker, jeg kunne vise som dias, skildrer netop plantevæksters trøsterige symboler. – Men menneskers dybeste håb ser et ansigt! I den tidlige barndom rettes håbet mod mors ansigt, mod ansigtet der ser mig med øjne lysende af kærlighed. Det ansigt, vi inderligt håber at se og at blive set af, kan gennem livet ændre sig; det kan være kæresten, vores eget barn, en gammel ven. Det kan også være modtagere af vores arbejdsindsats, hvis responser gør arbejdslivet meningsfuldt. Det er en gave at se sit liv bevidnet i en andens glade øjne. Forsigtigt spørger vi ofte de gamle: Skal du se familien til jul? Brunkager og granpynt betyder så lidt i sammenligning med de attråede møder med de kære. Og på et tidspunkt går vi måske bag en kiste med et eneste brændende håb om et gensyn. Håbet ser et elsket ansigt.
Overalt taler kirken og kulturen for tiden om håb som alternativet til fortrængning og lammelse, fordi vi lever i en kontekst af voksende mismod. Som den grådigste art har vi bragt ikke bare menneskers samfund, men alverdens levevæsner i en situation, som tynger os med skyld og med angst, og som lettest kan kaldes håbløs. Men netop ind i undergangsscenarier må nutidens såvel som bibelens apokalyptiske stemmer råbe højt om håbets kraft. Ikke håb om dit og dat, som man nu kan ønske sig, men det dybe, eksistentielle håb, som handler om vedholdende tillid til den gode, gudgivne fremtid, et håb vi meningsfuldt kan ånde og handle ud fra i verden. Vi skal håbe, mens vi går videre i den rigtige retning, frem mod Guds ansigt. – Gudsbilleder er forskellige, som regel sikkert mislykkede, strengt taget umulige, men jeg tænker, at også det dybe, eksistentielle håb må vise sig for vores forestillingskraft som et ansigt. Troens forestillingskraft griber den bibelske poesi om Guds ansigt: ”Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig”…. Ja, vi håber på nåde. Adventstidens kristne håb har som sit dybeste billede en Gud, der viser os sit menneskelige ansigt, lysende af kærlighed og accept. Menneskesønnen bryder nådigt ind i elendigheden som et billede af herlighed. ”Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.
Af mange grunde har de færreste nyere kunstnere mod på at vise Kristi genkomst. Jeg går derfor tilbage til efterkrigstiden og vælger et maleri af ’åbenbaringsmaleren’ Ellen Hofman-Bang, 1879-1971, som var en af krigs- og efterkrigstidens mest betydelige kirkekunstnere. Ellen Hofman-Bang havde forkærlighed for evangeliernes mest metafysiske og dramatiske motiver, herunder en lysende Kristi genkomst til mennesker, der overraskes, flygter, skjuler sig – eller modtager ham med oprakte arme. Her ses kunstnerens triptykon fra 1945, som hænger i Klovborg Kirke. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 