Næst efter juleaften har den netop afviklede Alle Helgen samlet årets største menighed i vores kirker: alle os pårørende, der kom med sorg eller vemod. Jeg var på kirkebænken omgivet af en tårevædet menighed, hvis tårer først og fremmest vidnede om en fylde af levende kærlighed. Kærligheden er et bærekraftigt, dynamisk mysterium. Kærligheden kunne bære også mig, da jeg stod ved ’mit’ gravsted: Da min bitte mor blev meget gammel og lidt mentalt forstyrret, gik hendes sidste tid mest op i ’hat og briller’, og en vis irritation var en del af vores indbyrdes virkelighed. Der var brug for med salmedigter Lars Busk Sørensens strofe (DDS 732) at bede: ”Bryd så sindets frøskal ned, så alt i os er kærlighed den nat, da kulden kommer”. Erfaringen er, at det skete og sker! Her i mindet ved graven kan intet andet mellemværende bestå end en givende og rummelig kærlighed: Jeg oplevede mors kærlighed som mit stærke fundament, der kun kan kalde på stadigt voksende genklang og tak. Er det ikke på den måde en elementær erfaring, at kærligheden er stærkere end døden, at den bringer tilgivelsen med sig, og at den er helende? Som det eneste kan kærligheden transcendere tid og rum.
I DK d. 8. nov. fandt jeg hos Lars Handesten i KF nogle gyldne ord om evigheden: “Den er et nødvendigt perspektiv i mit liv. Uden den ville min kærlighed falde til jorden og bare vare, indtil den tilfældigvis holdt op. Men hvis kærligheden skal udfolde sig, bliver den nødt til at have tiden for sig og vare for evigt. Kærligheden har hverken bagkant eller udløbsdato, og med den bliver vi alligevel nødt til at give os tid til evigheden.”
Som kærlighedens grund kan vi ikke bare identificere vore egne skrøbelige og selvoptagede menneskelige egoer, og med dyb smerte må vi erkende, at det ikke er vores sag at genskabe det dyrebare liv. Den nyskabende kilde er og bliver alene den evige kærlighed fra Ham, som var og som er og som kommer, inkarneret i Kristus. – Igen med Lars Busk Sørensens opstandelsestro salmelinje: ”Din søn var her og viste os, / at døden intet finder hos / den, som har elsket meget.” Til alle tider og hinsides alle tider bringer Guds kærlighed genopstandelse med sig, og det er for troen lige så sandt, at genrejsningen sker i dag, som at den sker i en ukendt fremtid. I et teologisk sprog er eskatologien både præsentisk og futurisk. Med citat fra Joh. 5: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. … Den time kommer, ja den er nu, da de døde skal høre Guds røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv”.
Teksten forener opstandelsen med et domsmotiv, som vi slår os på og dårligt kan udholde, hvor meget vi end går rundt og dømmer os selv – om ikke hinanden. Sammenhængen mellem opstandelsens dom og opstandelsens kærlighed oprettes først, hvor dommen hentes ind under troens, håbets og kærlighedens fortegn. Det sker på fineste vis i Niels Johansens salme til dagen ’Hvem tolker profeternes drømme?’. Johansens salme om Menneskesønnens dom lyder i 2. vers: ”Jeg tror, det er ham, der skal åbne / Guds tungeste bog med min dom / og når han har læst den vil sige. / Den dom bli’r af nåde stødt om. /For skjult i de dunkleste drømme / og bagved hver domsprofeti / er løftet om Ham, som vil komme / som dommeren, der sætter fri”
Da jeg søgte et kunstværk med en også præsentisk opstandelsesvision, blev jeg glad over at hitte den originale William Skotte Olsens (1945-2005) luerøde maleri, som er enestående både muntert og sakralt. Mange af kunstnerens skildringer af frontalt stående, ikoniske mennesker – og bygninger – synes at udtrykke en latent religiøsitet. Herværende billede er intet mindre end manifest religiøst. Det forener evangeliets påskefortælling i Kristusbilleder fra langfredag og påskedag, lokaliseret foran en hvid, dansk kirke på en kirkegård, hvor mennesker og tulipaner står og stråler om kap som en hyldest til livgiveren.
Birgitte Bech kirkekunst 