Kunst til kirkeåret, Alle Helgens dag, 2. rk.

Til Halloween stod jeg klar med slikkurven og åbnede døren på klem for med passende rædsel at møde de mange morbide masker. Midt i gruppen af (uimodståelige) gespenster sagde en lille pige omsorgsfuldt: ”Du skal ikke være bange; det er bare noget, vi leger!” På denne ene, mørke aften lader vi os byde op til en makaber dødedans på skrømt, akkompagneret af iscenesatte skrig og hånlatter. I det kollektive udstyrsstykke håndterer vi larmende den uhåndterlige død og spiller et afgrænset spil med grumheden – som nu heldigvis igen kan stuves ned i kælderen eller ryge på genbrug, så der næste år vil være fornyet salg af rædslens og dødens rekvisitter.

I dag ved kirkens Alle Helgen samles vi derimod i erkendelsen af, at døden ikke bare er noget, vi leger. Her viger det kommercialiserede spil, og tilbage står den nøgne sandhed om menneskets korte liv og den død, der flår vores umistelige relationer fra os. Kirkens smukke, stille rum giver os plads til at sørge, at mindes og at søge trøst.

Evangelieteksten fra Matt. 5 er et udsnit af Bjergprædikenen med Jesu appel til at være som salt, der modstår fordærv, eller som lys, der skinner vidt og bredt for mennesker. Kan vi tage det til os? Vi sidder måske på kirkebænken hver især med hjertet fyldt af tanker om kære afdøde og smertelige tab. Vi kæmper med spørgsmål, opgør eller selvopgør: Hvorfor glædede jeg ikke min bror, mens han var her? Hvorfor kunne jeg aldrig nå ind til min far? Hvorfor kom mor til at dø alene? Er der på den anden side af dødens forhæng en trøst – også for alle os, der dårligt formåede at trøste hinanden? – Man krøller sig måske lidt sammen om minder og er meget langt fra at føle sig som et lys, der kan ”skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”. Men det lys, som ”ikke skal sættes under en skæppe”, er jo ikke mit eget, forfængelige lys. Det er lyset fra Gud. – Kirken vil favne mig og os alle med sine trøsterige tekster, sin poesi, sin fredfyldte musik og sin lystænding. I gudstjenesten er det Gud selv, der tjener os med lys, der fordriver det mørke, som kommer fra os. Her er håbet ikke vores egen kraftpræstation, men en strøm, der bærer os oppe. Håbet løfter sig med dagens ord fra Åb. 21: ”Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Kunstneren Elof Risebye (1892-1961), der blev professor i freskomaleri, har om nogen taget personlige livtag med sorg. Sorgen syntes ubærlig, da hans mistede sin kun 33-årige elskede Paul Kiærskou, og til livshistorien hører også borgerlig afstraffelse for det dengang forbudte kærlighedsforhold, samt psykiatrisk indlæggelse. Risebye har malet mørke, mørke billeder af afsked ved en kiste, af åbne grave og af alle sjæles nat. Men denne martrede og geniale sorgens maler har også skabt bevægende billeder af lys om genrejste døde og trøst for sørgende sjæle. Kunstneren har givet utvetydigt udtryk for personlig opstandelsestro. Hans pastellyse billede fra 1949 ”To sjæle”, som jeg her viser i udsnit, er et uendelig følsomt billede af inderlig trøst. Den trøstede har Risebyes egen fysiognomi, den rødklædte trøstende med glorie tolker jeg som en Kristus, der selv kendte smerten og døden. Med nattehimlen som baggrund lukker Kristus den sørgende ind i sin lysere blå mandorla. Billedet er fundet i bogen ’Risebye + Kiærskou’.