Dåbsritualets ord om, at Guds rige tilhører de små børn, må klinge med, når vi læser om børn i søndagens evangelium fra Matt. 18: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Når jeg ved en barnedåb hører ordene om Jesu velsignelse af de små, må mit menneskehjerte juble og samtykke: Ja, hvor kunne Jesus andet? Hvor kan vores skaber andet end elske børnene? Findes der noget mere fint, uskyldigt og elskeligt end det lille barn? – Så kan dogmatikere og dybdepsykologer aldrig så meget forklare, at små børn slet ikke er uskyldige endsige uselviske. – Men Jesu ord gælder altså IKKE bekræftelsen af små børns uskyld og uimodståelighed, lige så lidt som tekstens omtale af det bortkomne får handler om det lille lams yndighed. Menneskesønnen holder hånden under børnene – og menighedens bortkomne ‘får’ – fordi de er sårbare, ja fortabte uden hjælp, – og fordi de er umistelige! ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”. Småbørns sårbarhed, deres åbenlyse afhængighed og henvisthed til at tage imod hvad der gives dem, gør dem til arketyper for troens liv. ”Deres (børnenes) engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt”, og lad os da altid håbe at have en livline til disse engle. Vi kan aldrig nå højere op end til at modtage livet af Guds hånd, hvor meget vi end vil forplumre billedet ved at stirre på vore egne ydelser og mangel på ydelser. – Børnenes sårbarhed og modtagelighed lægger straks op til en yderligere pointe i teksten: en alvorlig formaning til os voksne, der har medansvar for at forme børnenes sind. Som K. E. Løgstrup i sin tid skrev, må vi ikke give børnene lekture, som slukker deres livsmod. Børn skal skånes for fortællinger, der knuser tilliden. Det giver mig anledning til alvorlig selvransagelse som mor. I dag kunne Løgstrups omtale af nedbrydende bøger suppleres med alarm over andre medier, som er alt for hård kost for de små. Jævnfør tekstens ord: ”den, der bringer en af disse små, der tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen”… Vi skal give børnene gode fortællinger. De fleste forældre giver lykkeligvis deres børn stor kærlighed, måske afleveret med forsikringer om, at netop denne dreng eller pige er verdens dejligste og mest vellykkede. Forældre vil gerne lære børn at tro på sig selv. Men, nu kommer spørgsmålet: kan børnene leve af troen på selv at være helt specielle og beundringsværdige? Selvværd må hente sin bærekraft i en omfattende værdsættelse af livet. Tillid og selvtillid med er i sin dybdedimension et mellemværende med livets Gud. Hvordan skulle tro og tillid ellers kunne overvinde de skuffelser og forlis, som livet også indeholder?
Fra den danske guldalder, begyndende med Eckersberg altertavle fra 1815 i Horne Kirke, har de fleste danske kirkekunstnere malet henrivende billeder af Jesus med små børn: billeder hvor et mylder af børn bliver velsignet, eller billeder, hvor Jesus fremviser et barn, svarende til dagens tekst: ”Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget”. Det trendy i at male børn på danske altertavler, skyldes dels Rousseaus (d. 1778) indsats for at forstå børn som fuldgyldige mennesker i deres egen ret og ikke blot som ufærdige ikke-voksne, dels guldaldermalernes nye færdighed i faktisk at male mennesker o.a. på grundlag af omhyggelige iagttagelser tilsat lidt idealisering.- I guldalderens eftertid blev maleren Carl Bloch (d. 1890) den epokegørende bibelhistoriefortæller med talent for at male bibelske situationer som en kombination af genrebilleder og en art metafysisk illusionisme med overnaturligt lys om frelseren. Carl Bloch malede i 1873 til Holbæk Kirke altertavlen med motivet ’Jesus viser et barn’, som vises her. Det anonyme barn med palmegrenen i hånden fremtræder troværdigt i sin undselighed, stående ved siden af en frontal glorieret Kristus, der dominerer med et ufravendt, direkte blik på menigheden. På Kristi anden side ses en næsten frygtindgydende, massiv søjle som symbol for aksen mellem himmel og jord. De alt for hvide klædninger bidrager til at sprænge genrebilledets ramme og gøre billedet sakralt. I Aså Kirke, Brønderslev, har Carl Blochs dygtige, mig ubekendte kopist tidligst i 1880’erne gjort motivet lidt mere jordnært ved at give barnets tøj en lyseblå farve. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 