Der er en velgørende frisættelse i helligdagens kludetæppe af tekster: Vi fritages fra en nådesløs determinisme. Ezekiel-citatet lader os vide, at vi ikke skal gå til grunde på grund af fædres synder, men at vi hver for sig er Guds børn. Og evangelieteksten fra Lukas lader os vide, at ulykkestilfælde ikke er en afregning for større synder, vi tidligere selv har begået. Livet er ikke et regnskab. Nutidsmennesker kæmper stadig med tanker om, hvorvidt ulykker, de rammes af, er en straf – fra Gud. Der er altså stadig brug for at konfrontere determinismen. Pastor Ole Raakjær møder cancerpatienter, der netop tumler med spørgsmål om retfærdighed i forbindelse med deres alvorlige sygdom. Hans svar er, at det da ville være forfærdeligt, hvis sygdommen var retfærdig. Livet er ikke et regnskab, og hvis det var, gik det aldrig op. – Men, og heri ligger evangeliet, at blive ramt af en ulykke skal ikke betyde at gå til grunde. Ulykkelige omstændigheder betyder ikke at være dømt ude. Der findes ulykke på flere niveauer: ulykke i betydningen modgang, og ulykke i betydningen gudsforladthed. Et menneske kan være ramt at uretfærdig og ja ubærlig modgang uden at være forladt af Gud. Også i lidelsen er Gud nær. Kræver det en omvendelse at gribe Guds hånd i lidelsen så vel som i glæden? Den omvendelse, som Jesus taler om, er omvendelsen til tillid, til gudstillid: Vend dig ikke væk fra Gud, Gud har aldrig vendt sig væk fra dig! Jesus kalder med sin prædiken de ulykkesramte og alle andre syndere ud af gudsforladthedens kulde og mørke. Hvis Jesus her næsten lyder som domsadvareren Johannes Døber, så bliver forskellen dog klar ved tekstens slutning: Jesu fortegn er ikke retfærdighed, men barmhjertighed og langmodighed. Determinismen viger for den nye, givne mulighed, som han vedholdende åbner for os. Tilsagnet kommer med hans lignelse, endnu engang fra landbrugets verden, nu med et ufrugtbart figentræ som omdrejningspunkt. Vi modtager billedet af en omsorgsfuld gartner, der så at sige går i forbøn for det træ, der i årevis ikke har båret frugt: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om”. Det skuffende figentræ er dig og mig, den tålmodige gartner er Jesus. Hvor andre måske bare ser et værdiløst og unyttigt individ, ser Jesus mulighed i lyset af Guds nåde. Med et citat fra dagens læsning i Johs. Åb. – ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”. Netop det citat valgte Søren Ulrik Thomsen for resten som udsmykning på den nye Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk, som jeg tidligere har vist på hjemmesiden.
Denne gang viser jeg Agnethe Maagaards (f. 1958) glasmosaik fra 2012 i Dybe Kirke ved Lemvig. I ruden er indlagt et træ, kaldt livets træ, groende i en grøn eng med blå vandløb. I den stiliserede form ser træet goldt og anonymt ud, men her hvor dagslyset strømmer ind, tilføres motivet noget magisk, ja mytisk, som en velsignelse. Med baggrund i lignelsen om figentræet indlæser jeg Guds og menneskets håb i billedet: Hvad er ikke muligt set i Guds lys – også for vores ‘golde figentræ’ ? Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 