Hvad er værst: at sige NEJ til at påtage sig en opgave og efterfølgende fortryde sit nej og så gå i gang – eller modsat at sige JA og så alligevel lade opgaven falde? Sådan spørger Jesus indledningsvis i Matt. 21. Hvis vi ikke husker meget dårligt, kan vi nok sagtens spejle os i den hurtige ja-siger, som efterfølgende svigter: Vi siger ja til, at skaberværket skal skånes, og at vores adfærd må ændres for at afværge klimakatastrofer – og alligevel tager rekordmange en flyrejse mod drømmenes mål. – Vi siger ja til kronjuvelen i kristen etik: at elske vor næste og den fremmede med, men alligevel lukkes hjerterne rask af fjendebilleder og kyniske kalkuler. – Vi siger ved vielser ja til at elske og ære hinanden, men hvis kærligheden visner, giver vi måske end ikke hinanden ære, fordi vi hellere vil retfærdiggøre os selv. – Vi siger ja til troen, men undsiger den ofte i praksis.…. Med nogle strenge billeder følger Jesus op på sit spørgsmål om ja- og nej-sigere: Dels med lignelsen om Gud som den omhyggelige vingårdsejer, der indretter sin vingård på det bedste, glæder sig til høsten og i sit fravær sender sin søn til vingårdens forpagtere – for efterfølgende at finde alt sat over styr og sønnen dræbt. Dels billedet af Kristus som en hovedhjørnesten, der som både målestok og kompas vil muliggøre et vidunderligt byggeri, men som ringeagtes og snarere bliver til en snublesten: ”Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder over, vil den knuse.” Det er ikke rar læsning. Vi har jo fået, hvad vi behøver, for at bygge med på Guds rige, vi har sagt ja og tak dertil, og falder alligevel for fristelsen til at skrive Gud ud af ligningen for at være vort eget livs arkitekt. – Fortælleren, vores gudbenådede billedskaber, er på vej til sin egen død, hvor han synes at ende sine dage, ikke som en hovedhjørnesten, men som et ilde tilredt lig bag en gravsten. Men hermed slutter hans fortælling som bekendt ikke. Gravstenen blev væltet fra, og rygtet herom bragte ny tro, nyt håb og nye glimt af kærlighed til verden. Han er stadig ikke færdig med sine troløse ja-sigere. Han vil stadig gå med os for at hjælpe os til som hans afglans at være mere generøse og mere udholdende ja-sigere. Der er fortsat ’vingårde’ at passe på og ’katedraler’ at bygge.
På mange af vore romanske kirker er der stenbilleder, som udfordrer moderne mennesker. Ofte kan vi nemlig kun gisne om den oprindelige betydning, fordi skriftlige kilder mangler. Til de gådefulde motiver hører også de mandshoveder, som hist og pist pryder de vægtige granitsten, undertiden placeret i murhjørner, undertiden ved portaler. At en stenmur kan være omsat, gør ikke afkodningen lettere. Men med dagens tekst i erindring, kan vi dårligt se på fx den hovedprydede hjørnesten ved indgangen til Bjerning Kirke ved Haderslev uden at associere til, at ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.” – Hvis Kristus har talt om hovedhjørnestenen, har han selvfølgelig ikke tænkt på en sten med et billede af et hoved, men tænkt på stenens afgørende funktion i en bygning. Men gad vide, hvad de middelalderlige bygmestre har tænkt med deres udhuggede hoveder? Mange romanske ansigter i kirkemurene er nok slet ikke Kristusansigter. Men hvem ved, måske kan en stenmester have hugget et Kristusansigt på en hjørnesten for at anskueliggøre, at Kristus er kirkens hovedhjørnesten? Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 