Teksten fra Joh. Kap. 1 præsenterer de første disciple, der følger Jesus. Der er en sjælden intimitet over fortællingen, som umiddelbart synes af møde vor tids individualistiske forforståelse. Detaljeret gør teksten rede for, hvordan Andreas og hans makker rammes af Døberens Jesusforkyndelse, som fanger opmærksomheden: Her er noget, der skal undersøges nærmere, noget som godt må tage tid. De følger efter Jesus, spørger hvor han bor, og bliver indbudt: ”Kom og se!”. Så bliver de hængende, for netop her er, hvad de har søgt. Næste dag må han fortælle det videre til sin bror Simon Peter: ”Vi har mødt Messias”. Efterfølgende kalder Jesus også Filip til sig med ordene: ”Følg mig”, og Filip lader indbydelsen gå videre til den ellers noget skeptiske Nathanael. Nu er det Filip, der siger: ”Kom og se!”. Nathanael møder for første gang Jesus og bevæges dybt af, at denne allerede tidligere så og kendte ham, Nathanael, mens han intetanende stod et stykke derfra under et figentræ; her er åbenbart noget guddommeligt på færde. Tekstens klimaks er Jesu løfte om, at disciplene vil få større ting at se: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. – I evangeliet har teksten om discipelkaldelsen sin ’frelseshistoriske’ funktion i Guds store plan med verden, som et første trin i bevægelsen, der vokser fra enkelte tilhørere til discipelkreds til en kirke med alverden som horisont. I johannesevangeliets allersidste kapitel, hvor store opgaver og forfølgelser stilles disciplene i udsigt, siger den opstandne Kristus på ny: ”Følg mig”, her til Peter. – Således er evangeliet en fortælling om, at Gud kalder og handler i verden, at Gudsriget vokser trods modstand, og at Gud vil åbne himlen over sin menneskehed. Men samtidig er teksten et billede af os individer ’helt nede på jorden’, som lytter og søger, i gode stunder fortæller hinanden om, hvad vi finder væsentligt, og hvad vi har størst glæde af. Vi må fortsat sige: ”Kom og se!”. Menneske og menneske imellem må vi blive ved at dele erfaringen af det håbefulde og forunderlige i livet, det som himlen åbner sig over.
I Sønder Vissing Kirke ved Horsens har kunstneren Valdemar Foersom Hegndal (1916-2002) fra 1952 udsmykket bænkegavlene med smukke træskærerarbejder med både gammel- og nytestamentlige motiver (foruden en scene med Harald Blåtand), et imponerende arbejde! Her finder vi også et udtryksfuldt relief, som viser en discipelkaldelse, hvilket er et ret sjældent motiv. Den glorieprydede Kristus viser vejen frem med sin udstrakte arm. Den bevægede discipel tager sig til hjertet. At figurerne er indrammet af det signifikante træ, leder tanken hen på teksten om Nathanael, som Jesus havde set og gennemskuet under figentræet. Nathanaels skepsis (“Kan noget godt komme fra Nazaret?”) afløses ved dette møde af bekendelsen: “Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”. Kunstneren viser Jesus med naglegab, hvilket måske åbner motivet for nutidsmennesker, der bliver kaldt på af Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre. – Den jyske billedhugger Valdemar Foersom Hegndal har givet mindst en halv snes danske kirker en smuk, modernistisk og figurativ udsmykning, de fleste af hans kirkeudsmykninger er fra 1980’erne. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 