18. søndag efter trinitatis, 2.rk. – Vintræet og grenene.

I klare øjeblikke ser jeg, at livet er en kamp, jeg uvægerligt som individ vil tabe: Den villahave, jeg har kælet for, vil engang blive uoverkommelig og formentlig ‘saneret’ af nye ejere; den viden, jeg har samlet mig og nedfældet, vil gå i container og glemmebog; den selvagtelse, jeg har været øm om, vil tæres af uønskede erindringer. Kræfter aftager, sanser svækkes, en dag kan pårørende måske dårligt råbe mig op. Jeg kan ikke bære mit eget liv oppe. Så er det på høje tid at lytte til lignelsen om vintræet i Joh. 15, hvor jeg får at vide, at det i grunden heller ikke er min opgave at bære mit eget liv oppe. Jeg er indpodet i vintræet eller livstræet. Jeg kan ikke leve i kraft af at trække mig selv op ved hårene, elske mig selv og tilgive mig selv, men må lade mit liv bero på den større, synlige og usynlige sammenhæng. Nådigt er vi sat ind i fællesskaber med gaver og opgaver, medgang og modgang, nederlag og nye muligheder, og her må vi sammen vende os mod lyset uden at overskygge hinanden. Vi er grene og kviste på det vældige træ med rødder så dybe, at de når ned til livets kilde. Det er det gudgivne mysterium, at kilden bliver ved at strømme, så det største fællesskab er uden udløbsdato. Her dømmes jeg ikke ude, selvom jeg taber som individ. Kristus siger i dagens tekst: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, således kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”…”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed”… Lad mig da satse på, at Gud fremdeles kan råbe mig op.

Vor nyligt afdøde billedhugger Erik Heide, hvis betydning for danske kirker næppe kan overvurderes, valgte i 2021 som sin vistnok sidste kirkeudsmykning – i samarbejde med sønnen Rasmus – at lade den nystøbte prædikestol i Tarm Kirke pryde med vingrene af bronze, afstøbt fra vinbuske i Heides private have på Mors og forsynet med forgyldte vinblade. Erik Heide brød sig ikke om fortænkte symboler, og her er budskabet til menigheden da også oplagt: Vi mindes om, at vi hverken skal være mere eller mindre end grene på det forunderlige vintræ, og vi er inviteret til at blive ved med at hente ny næring ved at lytte til evangeliet.