17. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Forandringens mulighed.

Først sender jeg et langt blik til 1. tekstrækkes episteltekst (Ef. 4, 1-16), der som i en lysende krystal samler evangeliets Gudsbillede i bekendelsen ”til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”. Ja, vi må ikke gøre Gud til noget mindre og mere begrænset end netop ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” – I 2. tekstrækkes evangelium Mark. 2,14- møder vi religiøse, som snarere ser sig forpligtet til at trække grænser og være linjevogtere på Guds vegne: De spørger: Hvordan kan en Guds mand spise ”sammen med toldere og syndere?” Hvordan kan man tage så let på fasten, som Jesus og hans disciple gør? Jesus svarer ved med sit liv og sine ord at feje hen over de vante grænser: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Det grænsesprængende evangelium vil ikke opgive håbet for nogen. Gud er altid større end vores forestillinger og definitioner. Gud er al mulighed. Gud er også den stadige mulighed for forandring og fornyelse. ”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe… Og ingen fylder ung vin på gamle lædersætte… Nej, ung vin på nye sække.” Den unge vin er Guds nåde, som er brusende og berusende, aldrig en kalkuleret selvfølgelighed men en kilde til glædelig forundring over livet.

I dagens tekst bliver den nådige mulighed for forandring til et konkret opbrud i tolderen Levis liv. Vi kan tænke os, at han ikke har været stolt af sit levebrød hos besættelsesmagten, som har skaffet ham et udkomme på kanten af den nationale loyalitet og de ønskelige sociale sammenhænge. Men vanen og den økonomiske tryghed binder jo. Vi kalder det kognitiv dissonans, når man ikke er enig med sig selv og dybest set ikke kan lide sine egne argumenter. Måske har Levi drømt om at bryde ud af gråzonen, ud i et sandere liv. Da så Jesus går forbi og kalder, er det lisforvandlende for Levi, som springer ud på dybt vand og bliver discipel. Her er kaldet absolut! – Vi kan alle se os selv i spejlet og se, at forandring er svær. Vi kan spørge og selv, hvorfor vi bliver hængende i vore gråzoner, mens vi ser noget rigtigere for os? Hvorfor vi er bjærgsomme i det liv, vi i grunden har fået som en gave til deling? Hvorfor vi fx forsvarer vores rejse- og transportvaner og relativt store forbrug, mens klimaforandringer lader afrikanske lande sulte og centraleuropæiske lande drukne? Kan vi i alvor række ud efter uvante muligheder for et sandere og bedre liv? – Det er velkendt, at de færreste bryder dårlige vaner, forandrer deres liv, ja omvender sig – alene. Det livsforandrende kan være, at der bliver kaldt på en, at der bliver rakt en hånd frem og budt ind i et fællesskab, hvor man kan dele livsmod og håb. Vi har brug for i fællesskab at søge håbets veje. For Levi begyndte det nye liv måske med en invitation til et måltidsfællesskab med ham, der lyser af tro, håb og kærlighed, båret af, at Gud er ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”.

Den tænksomme kunstner Karsten Auerbach har 2009 lavet en billedserie med titlen ”In the meantime”, ”I mellemtiden”. Auerbach har blik for, hvordan vi oftest blive hængende i fortiden og er bundet til en historie, som formørkes af bebrejdelser og fortrydelser. Vi har svært ved at slippe et gennemlevet mørke. Når vi ikke vender tankerne mod fortiden så måske mod en fremtid, som vi foregriber, bekymrer os for eller drømmer om; der synes at være grønnere på den anden side. Vi lever i forestillinger om fortid eller fremtid. Auerbach spørger, om vi overhovedet er nærværende i nuet? Jeg tillader mig her at bruge kunstværket ikke blot som en appel til at være til stede netop der, hvor du er, og ikke kun i forestillingerne, men også en appel til at vove springet til det sandere liv i tro på forandringens mulighed. Som Levi, der faktisk rejste sig og gik med, da Kristus sagde: ”Følg mig!”   

Som Jørgen Michaelsen i 1975 digtede i sin vidunderlige salme ’At tro er at komme’ (DDS 582) om tro: “For troen er ikke, / hvad andre kan veje / og måle med kløgt – / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, / som frit har os søgt ./ At tro er at stille / sig ind under ordet,/ som myndigt får røst – / og finde sig tiltalt / og tåle det sandhed / og gribe dets trøst./ At tro er at komme, / trods hvad der vil hindre, / til gudslysets skær – / og skænke sin næste / Guds nåde i dagen, / hvor riget er nær.”