Vi er det sted i kirkeåret, der kaldes løvfaldspåske, den lille påske. – Høsttiden er dialektisk i krydsfeltet mellem visnen og fylde. Mens vi takker, ser vi vegetationens visnen som bagtæppet derude. Vi er nødt til at se døden direkte i øjnene! – I Joh. 11 genser vi Marta og Maria, som vi besøgte sidste søndag, men nu er de forenede i dyb sorg. Deres ubudne gæst er døden, deres unge brors katastrofale død. Marta er igen den rastløst handlende af de to søstre – som om døden er et problem, der kan løses. Hun forlader som den første huset for at gå Jesus i møde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Også Maria bliver tilkaldt, og sammen går de grædende ud til gravhulen, hvor Lazarus blev gravlagt 3 dage forinden. – Godt at Jesus også gæster sorgens huse og græder med de grædende; en ubærlig sorg kan ingen bære alene. Alene sætningen ”Jesus brast i gråd” inspirerer til gode prædikener, der trøster med Guds medmenneskelighed og ledsagelse også gennem mørke dage. – Var dette hele fortællingen, kunne vi heri uden videre genkende vore egne liv med store sorger og (forhåbentlig) også stor medfølelse. – Men evangelisten har mere på hjerte: Han vil fortælle opstandelsens drama. Han vil vise Jesu opvækkelse af den stendøde, stinkende Lazarus som et tegn og et præludium for Jesu egen kommende fysiske død og opstandelse – og Guds overmagt over intetheden. I den store påske er det ikke ’bare’ en enkelt familie, men hele det i skuffelse og mismod splintrede Jesus-netværk, der mod forventning genvinder modet og bliver apostle, ja bliver til kirke. Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er en fanfare for, at Kristus ikke opstår for sig selv, men for at kalde sine mennesker til sig og med sig ud af mørket, ud til livet. Kristus er den kærlighed, der ledsager gennem lyse og mørke dage, og dertil gennem dødsrigets dybeste mørke, hvor dage ikke længere tælles, fordi tiden er ophørt. Så stor en kærlighed kan døden ikke lukke ned. Evangeliet om Lazarus’ opvækkelse favner vores dybeste længsler – og rammer forståelsens grænse. Vi kommer ikke til at forstå opstandelsen, men står tilbage med indbydelsen til at tro ham – og kirken – på Ordet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Kunstnere har kæmpet med meget forskellige forestillinger om Lazarus’ opvækkelse og hans liv derefter. Salmekunstneren Lars Busk Sørensen har digtet uendeligt smukt i salmen ’Lazarus i morgenlyset’ om opvækkelsen som et sjæleligt under, hvor Lazarus erfarer en fornyet, lattermild livsfølelse med glæde over sine søstre, naturens liv og det almindelige skabte liv. – Billedkunstneren Peter Brandes har iflg. sine værker i fx Vejleå Kirke derimod forestillet sig, at det var smertefuldt for Lazarus at blive kaldt tilbage til tilværelsen på jorden, voldsomt som at blive født. Edvard Munchs maleri Skriget har her været Brandes’ inspiration. Brandes’ seneste fortolkning af Lazarus’ opvækkelse finder vi i Aarhus Domkirkes ndr. kapel. Kapellets solgule ruder skal med lette ansigtsskitser vise, hvilket syn der mødte den genopvakte Lazarus. Central i udsmykningen er den store, vandret svævende Lazarusskulptur oppe under hvælvet i kapellet. Her ser vi måske Lazarus i ekstatisk livsglæde? Lazarus som apostel på troens usynlige vinger? Lazarus som en himmelsk engel? Her er inspirationen billedhugger Ernst Barlachs (1870-1938) smukke krigsmonument i skikkelse af en svævende engel, nu i Güstrow Domkirke. Brandes’ svævende Lazarus bærer et forgyldt svøbelsesbarn under hjertet. Én tolkning er, at det er den genføde Lazarus, en anden er, at det er et dåbsbarn, der bæres til fonten, en tredje tolkning at det er en Kristusrepræsentation: I tid og evighed bærer Lazarus den dyrebare Kristustro som en skat under sit hjerte. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 