15. søndag efter trinitatis, 2. rk. – At holdes i ånde

Det er skønt at være gæst i et velordnet hjem, hvor Marta sætter dejlig mad på bordet! Respekt for Marta og hendes uundværlige praktiske indsats her og der og alle vegne! I Luk. 10 vises Marta imidlertid som modpol til den åndeligt søgende og fordybede Maria, der åbenbart har både tid og evighed. ”Hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.” Hun er holdt i ånde af Jesus. Maria tages i forsvar af Jesus: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” – Marta og Maria er nok to sider af de fleste mennesker, og man kan såmænd skamme sig både over at være for lidt Marta og for lidt Maria. – Omkring mig ser jeg de stressede Marta’er i opskruet arbejdsliv med arbejds-, møde-, rejse- og træningsplaner, foruden den almindelige uoverkommelige pligt til at være social, velinformeret, samfundsansvarlig – have et smukt hjem og selv se nogenlunde godt ud. Jeg ser de trætte Marta’er i ’sandwich-generationen’, der står med ansvar for både børn, ældre og de allerældste. En dag sidder jeg vel selv og venter på en håndsrækning fra en Marta. Den anspændte Marta bliver let utålmodig: ”Sig dog til hende, min søster, at hun skal hjælpe mig.” Hvordan finder den effektive Marta sin overbærenhed frem i forhold til dem, der ’underpræsterer’? Hvordan fastholder hun, at menneskelig værdi og værdighed ikke kan måles ud fra effektivitet og præstationsniveau? Det kan være dræbende åndløst at have åndeløst travlt. Omsorgsfuldt beroliger Jesus Marta og dæmper hendes bekymring. Hun kan og skal ikke kontrollere det hele. ”Marta, Marta! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” – I Mariarollen forstår vi, at det livsvigtige ikke er den perfekte sovs, men snarere at finde den ro, hvor man kan tale med sig selv, sin skaber og hinanden om, hvad der dybest set giver mening i livet. Somme tider finder Ånden selv sin vej til os med ny forundring, erkendelse – og fred. Somme tider må vi tage en aktiv beslutning om plads til Ånd, spørge os selv om det i vores skemalagte tilværelse er prioriteret at have en sprække, hvor Åndens hvisken kan høres? – Er egenomsorg i de sparsomme ledige stunder at blive holdt i ånde af nonstop underholdning og hovedløst konsum af produkter, som vi ikke behøver, – eller er egenomsorg at insistere på åndehuller til inspiration, fordybelse og kvalificeret langsommelighed? Kan vi sætte Ånd ’på skemaet’? Ja da! Jeg kender et par, der ugentlig sætter et nyt tankevækkende digt på opslagstavlen, – en pendler der hører morgenandagt i bilradioen, – en gruppe pensionister der mødes om litteratur, som bygger livsmodet op, – et gammelt ægtepar som dagligt synger en morgensang sammen, – en børnefamilie der efter tandbørstningen finder ro med aftensang og aftenbøn, – og mange der går til gudstjeneste i håb om at holdes i ånde af Ånd.  Digter og præst Niels Johansen har skrevet en herlig salme om langsommelighed, der melder sig her. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Her er det på sin plads at citere en herlig salme om langsommelighed, som digter og præst Niels Johansen har skrevet. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Der er masser af kirkekunst med Jesu besøg hos Marta og Maria som motiv. Især fra guldalderen og et århundrede frem har kunstnere elsket at male denne huslige scene som en øjenlyst, hvor yndefulde modeller skildres som kvindetyper, hvor den ene er foretagsom, og den anden sidder henført opmærksom på Jesus og med blikket ufravendt rettet mod ham. Ofte bærer billedrammen ordene ”Éet er fornødent”, det kortfattede citat fra dagens evangelium, der smukt skriver sig ind i vækkelseskristendommens appel til personligt trosvalg. Jeg vælger imidlertid her at vise Åge Lønborgs billedtolkning fra Læsten Kirke v Randers, hvor det længere skriftcitat står at læse i rammen. Den kunstakademiuddannede, nyklassicistiske Åge Lønborg-Jensen (1877-1938) malede i alt 3 altertavler, men er i dag mindre kendt som maler, idet han efterhånden helligede sig arkitektur. Lønborgs alterbillede fra 1908 viser Marta i køkkendøren; hun har fået noget at tænke over. Maleriet skiller sig især ud ved at vise Maria med et indadvendt udtryk. Hun samler sig i eftertanke over de ord, hun har hørt, og hun kan på den måde være identifikationsfigur for nutidige mennesker. Foto: Claus Jensen.

Skriv en kommentar