”Mit menneske”; sådan har jeg hørt en af mine veninder omtale sin ægtefælle. Hun er rask, men handicappet efter et langt sygdomsforløb, som var meget tæt på at blive dødeligt. Under hele forløbet har ægtefællen – trods egen sårbarhed – været nærværende, handlende og bedende. Når hun nu, tilbage i deres fælles hverdag, omtaler ham som ”mit menneske”, ligger der heri ikke noget udtryk for besiddelse, men – tror jeg – for taknemmelighed over forbundetheden, at han var og er der for hende, og hun for ham. Benævnelsen “mit menneske” bevidner næsten højtideligt, hvordan vi på godt og ondt er afhængige af, ja prisgivet hinanden, og at der er en dyb nåde i at have det forpligtede fællesskab som vilkår.
Når jeg vender opmærksomheden mod dagens tekst fra Joh. Kap. 5 med dens drama ved Betesda Dams helligkilde, standses jeg af den ventende lamme mands helt modsatte replik: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned til dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig”. Dette ”jeg har ikke et menneske” er hjerteskærende. Krøblingen har været syg i 38 år og ligget i sin elendighed blandt mange ligestillede uden andet at leve på end forlydender om et muligt mirakel i Betesdas helligkilde, som vil være uopnåeligt for den, der ikke kommer først. – Mine associationer glider ud ad en tangent til vore dages mere effektive sundhedssektor, hvor ventelister og ulige ressourcer hos patienter stadig kan gøre det til en kamp at nå frem i behandlingskøen. Det kan være afgørende at have medkæmpere, og ve den sidste, der må ligge tilbage med klagen: ”Jeg har ikke et menneske”. Det gælder vel også i videre forstand vore kampe om pladser på livet solside.
Jesus spørger den lamme: ”Vil du være rask?”, og jeg ved, at der skrives prædikener ud fra en betoning af ordet ”vil” med sigte på at gøre op med ’offermentaliteten’. Faktorerne er nok forbundne. Hvad kom først: viljessvaghed og sygdom i sjælen eller sorgen over at være uden et medmenneske? Har det ikke somme tider genstartet et menneskes mod, at der var en pårørende, som sagde: ”Det skal nok gå”? Jesus sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, og manden blev straks rask og tog fornuftigvis sin båre med derfra. Vores nybagte fodgænger gik så til tempelpladsen, hvor Jesus mødte ham og derpå også helbredte hans sjæl: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” – I et intermezzo med ”jøderne” bebrejdes manden at slæbe rundt på sin båre på en sabbat. Evangelisten fremmaler herved billedet af afvisende jøder, der holder moseloven op for sig som et skjold imod en guddommelig kærlighedsstorm, der fejer både sygdom, synd og lov-rigorisme omkuld.
Rygtet om Jesus kom ud, og det er evangelistens overordnede anliggende at forkynde Jesus Kristus som det Gudsmenneske, der har kraft til at overvinde det, der kan ødelægge livet. Med helbredelse, tilgivelse og frisættelse aktualiserer Jesus Guds generøsitet. Han er medmennesket, som kommer forbi med Guds kærlighedsstorm. I skikkelse af medmenneskelige handlinger og håbets ord har Kristus stadig hver dag bud til mennesker, – måske med forkærlighed for netop ham eller hende, der ’ikke har et menneske’. Kærligheden opgiver aldrig håbet for nogen.
I foregående års opslag til denne søndag har jeg vist den danske billedkunsts klassiske fortolkninger af teksten: Joakim Skovgaards og Carl Blochs. Urolige nutidige skitser kan også findes. I stedet for skitsetegninger viser jeg her en bronzeskulptur fra Jens Galschiøts omrejsende Hjemløs-serie fra o. 2010, som blev til i samarbejde med ngo-projektet OUTSIDE. Galschiøts solidariske værker prikker til det kulturkristne samfunds samvittighed. Foto er fundet på nettet.
Birgitte Bech kirkekunst 