Iflg. filosoffen Nietzsche er ’viljen til magt’ en grundlæggende drift hos mennesket, ligesom for andre levende væsner. Det er så forstemmende dagligt at se hans teori bekræftet, lige fra den store skala med diktatorers grusomme krigsfærd til den mindre skala med skolegårdens giftige spil om håneretten. Vi pæne, demokratiske mennesker udlever så vist helst vores ’vilje til magt’ i civiliserede kampe om indflydelse, ære og anerkendelse i vore verdener. Zebedæussønnernes ambitiøse mor tænkte lige så konkret om hædersposter i Guds rige og bad om privilegier i den kommende verden for sine øjesten Jakob og Johannes – til rimelig irritation for de andre (ambitiøse) disciple. Menneskers rivaliserende indbyrdes forhold blotlægges i bibelen lige fra Kains brodermord til kirkens kampe om teologisk fortolkningsret. – Bibel og kirke bruger i høj grad magtsprog om Gud. Selvom vore jordiske sprog er inadækvate og famlende i forhold til den ufattelige transcendente dimension, tyer vi til jordiske analogier for herredømme i vor tilbedelse af Guds ubegribelige storhed, livets kilde og tilværelsens dyb. Kan vi overhovedet tale om Gud uden at tale om magt? Eksempelvis indledes dåbsbefalingen ved Matthæusevangeliets slutning med ordene ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”(mens Lukasparallellen initierer mission for alle folkeslag uden at nævne magten). Synes Jesus ikke selv at gå bagom magtsproget, når han tiltaler Gud som ”Far”? Pointen i Matt. 20, dagens tekst, er indiskutabelt, at Jesus undsiger magtbegæret. ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”…. Hos Jesus møder vi et ganske andet format end magtens: kærlighedens format, der åbner for indlevelse, omsorg og forsoning og derved kan omskabe vore fællesskaber. Jesus er vores himmelske modlys på magt. Præludiet til Jesu voksenliv var som bekendt, at han efter dåben af Ånden førtes ud i ørkenen til opgør med Fristeren, der lokkede med magt over ”alle verdens riger og deres herlighed”, hvortil Jesus svarede: ”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” – Kan vi identificere Satan med magtbegæret, så kan vi identificere Jesus med viljen til at give sig selv for andre. Jesus levede sit jordiske liv i en sand, sårbar og magtresistent medmenneskelighed. Nietzsche har ret i, at mennesket drives af viljen til magt, direkte eller indirekte, men han har ikke forstået den fuldt så stærke menneskelige mulighed for at drives af kærlighedens ånd. Selv hvor bomberne falder, begiver nødhjælpsarbejdere sig jo ud, og nogle sætter livet til derved. Uselviskhed er en mulighed, som lyser fra Kristus: ”Menneskesønnen (er) ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Tjeneste for andre kan medføre lidelse, men lidelsen skal ikke dyrkes som mål i sig selv. Jesu historie var i første række historien om den kraftfulde tjeneste i ord og handling, der plantede tro på Guds barmhjertighed og bragte befrielse og glæde til småfolk. Den blev også en lidelseshistorie, fordi han aldrig gik på kompromis med magten. I en magtgal verden løb Jesus magtafkaldets line ud og fik en grusom død. Hans korsfæstelse var og er et kors for tanken. Tilbage står det paradoks, at netop der hvor afmagten havde skreget til himlen, gav det ubegribeligt store sig til kende, så Jesushistorien fortsatte – og fortsætter.
Det valgte billede er malet af Lene Melchiorsen (f. 1953). Over den glødende røde farve for kærlighed og blod træder et stærkt og lysende Kristusansigt frem med et klart blik på to disciple, hvoraf den venstre udtrykker inderlig opmærksomhed. Maleriet hænger i Vestervang Kirke i Viborg. Lene Melchiorsen, der er uddannet på Aarhus Seminarium, har også skabt kunst til bl.a. Aalestrup Kirke og Sortebrødrekirken i Viborg. I forbindelse med Aalestrupudsmykningen i 1999 blev det diskuteret, om Lene Melchiorsens nadverbillede var for traditionelt. Den interessante kunstner Lene Melchior er kritisk over for ‘kirkekunstens diffuse abstraktioner’. Hun har udtalt, at hun finder det stadig mere påtrængende at udtrykke kristentroen i sine billeder. I forpligtelse på kristendommens unikke budskab forsøger hun at genfortælle den kristne grundfortælling på en ny måde, men altså med udgangspunkt i traditionen.
Birgitte Bech kirkekunst 